| |
C. S. Lewis:
Fra Djævelens Blækhus
Af Carsten Thomsen
- KP 02-2003
I den underfundige og indsigtsfulde
bog Fra Helvedes Blækhus, udgivet i 1941, vender
C. S. Lewis tingene på hovedet: Han lader en gammel
garvet djævel føre pennen i en række
breve til sin nevø, der lige er blevet ansat i
fristerafdelingen.
Ved at beskrive fristelserne
fra den ondes synspunkt kaster han et helt nyt lys ind
over mørkets kræfter. Vi ser tingene nedefra
og op. Fra Helvedet, og det fanger os på det forkerte
ben, da brevene priser alt det, som er frastødende
og fejt og nedgør det gode og uselviske. Ved at
placere godheden i et ufavorabelt lys og i stedet beundre
og ophøje det onde, skærpes vores fantasi,
engagement og åndelige årvågenhed.
I mindre kyndige hænder
kunne et sådant dristigt fantasi-projekt nemt falde
til jorden - men ikke for denne engelske professor med
sit glimt i øjet og dybe psykologiske indsigt.
Det er i stedet blevet til en
af de mest elskede af C. S. Lewis’ bøger,
der efterhånden er blevet oversat til mange sprog
og solgt i mindst to millioner eksemplarer over hele verden
- den har opnået en sikker plads på hylden
med verdens klassikere.
Det med glimt i øjet
skal ikke misforstås. Lewis tager djævelen
dødsens alvorligt. Han er overbevist om, at de
mennesker, der følger i Kristi fodspor, vil have
djævelen krybende efter sig og løbende foran
sig og snigende rundt om sig, og de risikerer at blive
forført og vildledt gennem hele livet.
Men han er ligeledes sikker
på, at en af de ting, djævelen ikke kan tåle,
er at blive hånet og spottet. Deraf citatet af Martin
Luther på bogens første side: “Den
bedste måde at uddrive djævelen på,
hvis han ikke vil vige for bibelord, er at håne
og spotte ham, for han kan ikke tåle foragt”.
Lewis kan kun skrive denne bog med sådan autenticitet,
fordi han selv er blevet fristet, men har lært af
det. Den viden giver han videre - og vi bliver klogere.
I forordet får vi et indledende godt råd:
“Der er to lige store,
men hinanden absolut modsatte, vildfarelser, vi mennesker
kan hildes i, hvad djævle angår. Den ene er
at lade være at tro på, at de eksisterer.
Den anden er at tro på dem og at føle en
overdreven og usund interesse for dem".
Med denne vejledning kan vi
begynde med de i alt 31 breve, som Fangegarn skriver til
sin nevø Malurt. Som brevvekslingen skrider frem
erfarer vi, at Malurts greb om den kristne “patient”
bliver løsere og løsere, samtidig med at
Fangegarn taler med større og større bogstaver.
Det ender med, at “patienten”
dør - og til Fangegarns forfærdelse, så
er han ikke vundet over til Faderen (Satan) - men i stedet
tilhører han stadig Fjenden (Gud).
Bogen er skrevet i 1941 i skyggen
af Anden Verdenskrig, og vi skulle derfor forvente, at
krigens onder ville få en fremtrædende plads,
men her overrasker Lewis igen. Bogen er ikke et angreb
på store spøgelser som magtsyge diktatorer
eller krigens grufuldhed, som er nemmere at identificere,
men mere de områder, hvor nuancerne er små
og synderne synes ubetydelige. Her slår Djævelen
til. De øjensynligt store synder og store onder,
som den uerfarne Malurt forsøger at få den
kristne til at falde for interesserer ikke den mere erfarne
Fangegarn. Hans generelle råd falder i et af brevene
sådan her:
“Det spiller ingen
rolle, hvor små synderne er, bare den ene med den
anden er nok til samlet at lempe manden bort fra lyset
og ud i intetheden. Mord er ikke bedre end kortspil, hvis
kortspil kan klare det...Den sikreste vej til helvede
er den, der fører gradvis derned - den, der skråner
jævnt, er blød at træde på, er
uden pludselige sving, uden milepæle, uden vejvisere.”
Som kristne har vi så
nemt ved at føle os på den sikre side, så
længe vi holder os væk fra de mere åbenlyse
fristelser, mens vi ofte ikke er på vagt over for
den lille irritation, den selvtilfredshed, som kryber
langsomt ind - især de små nuancer i den måde
vi tænker om og på Gud og vort medmenneske
kan være fatale.
Ting skjult for Djævelen
Flere steder i bogen træder det tydeligt frem, at
Fristeren, hvor meget han end puster sig op, ikke kan
hamle op med Gud. Der er ting, som er skjult for ham (bl.a.
når de kristne beder), og ting, som er uforståelige
og uforklarlige, som fx Guds kærlighed til menneskene.
Djævelen er hverken altvidende, almægtig,
allestedsnærværende. Ofte famler han i blinde.
Læs blot følgende argumentation fra Fangegarn:
“Sandheden er den,
at jeg af ren skødesløshed kom til at sige,
at Fjenden virkelig holder af menneskene. Det er naturligvis
en umulighed. Han er eet væsen; de er ikke identiske
med Ham. Det, der er godt for dem, kan ikke være
det for Ham. Al Hans tale om kærlighed må
være camouflage for noget andet - Han må have
et eller andet virkeligt motiv for at skabe dem og gøre
sig så megen ulejlighed for deres skyld....Hvad
vil han egentlig med dem? Det er den uløselige
gåde....Vi ved, at Han kan ikke elske virkeligt
- det er der ingen, der kan, det giver ingen mening. Bare
vi dog kunne finde ud af, hvad Han virkelig har for”.
Hvor er det godt fanget. Her
har vi en af Satans blinde vinkler. Døren er lukket
til nådens mysterium og kærlighedens sande
væsen. Fangegarns beskrivelse af samtalen mellem
Gud og Djævelen er guld værd i dette 19. brev,
men det fører for langt at gengive den her. Læs
den selv.
Lewis kommer vidt omkring i
den kristnes liv. I de første breve er det den
nye kristnes forhold til kirken og andre kristne, som
Fangegarn vil forpurre, bl.a. ved at få ham til
lede efter den perfekte kirke (som jo ikke eksisterer),
og lade ham blive skuffet over andre kristne.
Brevet om bøn er indsigtsfuldt
om fristelsen til at kikke indad og fokusere på
bønnens følelse i stedet for konkrete og
nede-på-jorden bønneemner. Han viser, hvordan
både pacifisme og patriotisme (eller ethvert andet
“program”) kan bruges til at erstatte det
centrale evangelium, hvordan sunde nydelser kan vrides
til at blive usunde uden at tilfredsstille.
Brev 14 er en bidende beretning
om, hvordan den sande ydmyghed, som fører til selvforglemmelse,
nemt bliver erstattet af falsk ydmyghed, som er en form
for selvfokuserende stolthed (se råd nr. 6 til Malurt
nederst). Brev nr. 15 er en genial irettesættelse
af det menneske, som bekymrer sig om fremtiden og aldrig
lever i nuet. I brev nr. 25 får vi en komprimeret
men meget original belæring i, hvordan mennesket
aldrig bliver tilfreds og hele tiden kræver noget
nyt og spændende i tilværelsen og jager efter
nye oplevelser - hvordan Fristeren hele tiden sætter
mennesket i en tilstand af utilfredshed.
Sådan kunne jeg blive
ved. Der er breve om grådighed, seksuelle fristelser
og ægteskab, forskellen på kærlighed
og forelskelse, kristne kliker, frygt og følelser,
medgang og modgang og det der ligger midt imellem bølgedalene,
om fejhed og frygt.
Faldgruber går
igen
Mange af Fangegarns faldgruber
går igen, for grundlæggende er der tale om
en Frister, som hele tiden søger at få mennesket
til at vende blikket mod sig selv i stedet for mod Gud.
Mod fremtidens spekulationer end mod gerninger og ansvar
i dag.
En bemærkning fra Fangegarn
rammer det godt:
“Overlad det til dem at diskutere om “kærlighed”
eller patriotisme eller cølibat, eller lys på
alteret eller total afholdenhed fra spiritus, eller uddannelse
er noget, der er “godt” eller “dårligt”.
Kan du ikke indse, at der ikke kan gives noget svar? Det
eneste, der overhovedet spiller nogen rolle er, hvorvidt
en given sindstilstand under givne omstændigheder
i et bestemt øjeblik vil føre en bestemt
patient nærmere til Fjenden eller nærmere
til os”.
Djævelen er ligeglad med,
hvad midlet er blot målet nås. En sjæl,
som vender sig mod mørket, afgrunden, helvedet
og fravælger Himlen og Gud.
10 råd fra Seniordjævelen
Lad os til sidst give
Fangegarn ordet. Rådene til Malurt er mange, og
her er nogle udvalgte:
1. Lad ham tro,
at hans omvendelse er noget indeni ham, så han retter
opmærksomheden mod hans egen sindstilstand. Hold
hans tanker borte fra de mest elementære pligter
ved at rette dem mod de mest ophøjede og åndelige.
2. Lad ham begynde
at behandle patriotismen eller pacifismen som en del af
sin religion. Lad ham derefter under indflydelse af partiånden
komme til at betragte den som den vigtigste del. Led ham
så lige så stille skridt for skridt frem til
det stadium, hvor religionen blot bliver en del af “sagen”,
hvor kristendommen blot får sin værdi på
grund af de udmærkede argumenter, den kan afgive
til fordel for den britiske krigsanstrengelse eller pacifismen...Når
du engang har gjort verden til et mål og troen til
et middel, har du næsten vundet din mand, og det
gør kun en meget lille forskel, hvilken slags verdslige
mål, han forfølger..forudsat at sager og
kampagner spiller en større rolle for ham end bønner
og sakramenter og næstekærlighed.
3. Glem ikke,
at når vi har at gøre med en eller anden
nydelse i dens sunde og normale form, sådan som
den virkelig skænker tilfredsstillelse, så
er vi på en måde på Fjendens område.
Det var Ham, der skabte nydelserne. Derfor prøver
vi altid at drive mennesket bort fra den naturlige form
for enhver nydelse og hen til den form, hvor den er mindst
naturlig, hvor den dufter mindst af Skaberen, og hvor
den giver mindst nydelse. Et stedse voksende krav om en
nydelse, der stadig bliver mindre og mindre, er vor recept.
4. Få ham til
at tvivle på, om hans kristendom egentlig
ikke var lidt overdreven i den første tid “Alt
med måde” - sig det til ham. Hvis det lykkes
dig at få ham så vidt, at han tænker,
at “det er meget godt med religion, når det
ikke går for vidt”, så behøver
du ikke at bekymre dig om hans sjæl mere. En religion
med måde er lige så nyttig for os som slet
ingen religion - og mere underholdende.
5. Du kan få ham
til slet ingen ting at bestille i lange tider i træk.
..Al den sunde og udadrettede aktivitet, som vi vil have,
han skal undgå, kan vi hindre ham i og ingenting
give ham i stedet, så han til sidst kan sige ved
sin ankomst hernede: “Nu indser jeg, at jeg tilbragte
den største del af mit liv med hverken at gøre,
hvad jeg burde, eller hvad jeg havde lyst til”.
6. Ved hjælp af
ydmyghed, som ved alle de andre dyder, ønsker
vor Fjende at vende menneskets opmærksomhed bort
fra dets eget jeg mod Ham og mod næsten. Du må
derfor skjule ydmyghedens sande mål for patienten..Grib
ham i det øjeblik, da han er virkelig fattig i
ånden og smugl den tanke ind i hans sind: “Jeg
er minsandten ved at blive ydmyg” og næsten
øjeblikkelig vil stolt-heden over hans egen ydmyghed
dukke op.
7. Vi ønsker
en hel slægt, der stadig søger at
nå den blå blomst i det fjerne, som aldrig
er ærlig eller venlig eller lykkelig nu, men som
altid bare bruger enhver gave, der skænkes dem i
nuet, som brændsel på fremtidens alter.
8. Du er vel klar
over, at hvis man ikke kan kurere et menneske for at gå
i kirke, er den næstbedste udvej at sende ham rundt
i hele omegnen for at lede efter den kirke, der “passer”
ham, indtil han bliver kirkelig finsmager og kender af
kirker.
9. Det vigtigste er
at få ham til at blive helt “ude af flippen”,
hvis han må undvære et eller andet af det,
han sætter pris på - lige meget hvad, champagne
eller the eller cigaretter - for så kan du råde
og regere, som du vil, med hans menneskekærlighed,
retfærdighed og lydighed overfor Fjendens bud.
10. Jo flere krav,
du kan få din patient til at stille til livet, des
oftere vil han føle sig forurettet og følgelig
blive i dårligt humør. Du har nok lagt mærke
til, at der ikke er noget, der så let gør
ham opbragt, som hvis den tid, han regnede med at have
til sin egen disposition, uventet bliver optaget. Han
bliver vred, fordi han betragter sin tid, som sin ejendom....Følelsen
af ejendomsret i almindelighed bør altid opmuntres.
Menneskene stiller altid krav om ejendomsret, som virker
lige så komiske i himlen som i helvede, og vi må
sørge for, at de bliver ved med det.
|
