per lägerkvist:
Barabbas

Af Carsten Thomsen - KP 02-2006

Barabbas er en tragisk figur i verdenslitteraturen. Frit baseret på den historiske Barabbas, som blev frikendt i stedet for Jesus, tegner Pär Lagerkvist et portræt af den moderne skeptiker med et indre tomrum, som søger efter mening og kærlighed i en verden uden Gud. Kun få andre steder, som for eksempel hos Albert Camus, får vi tegnet et så uafrysteligt portræt af det moderne menneskes troskrise.

Den svenske forfatters sprog er nøgternt og spartansk, men uhyre effektivt. Den korte roman starter med Barabbas’ reflektioner over Jesus og sin frifindelse:

“Fra første stund han så ham inde i borggården havde han følt, at der var noget mærkeligt ved ham. Hvad det var kunne han ikke sige, det var bare noget han følte. Han syntes han aldrig havde set et sådant menneske før.”

Han bliver draget af Jesus, som døde i stedet for ham. Han søger til korset, senere til graven, han besøger Lazarus, men hele tiden har han rationelle forklaringer på, at miraklerne ikke er sket. Det mørke han oplever ved korset er kun på grund af hans dårlige syn efter at have været i fangehullet, disciplene har stjålet Jesu legeme, det er klart. Og Lazarus kan umulig have været død. Selvom han forsøger at forstå og lære de kristne at kende, holder han sig hele tiden en armslængde fra troen:

“Han brød sig ikke om deres “broderskab” og deres “kærlighedsmåltider” og deres “Elsker hverandre”. Han var sig selv. Og i sit forhold til ham, som de kaldte Guds søn, til ham den korsfæstede, var han også sig selv, som i alt andet. Han var ingen træl for ham sådan som de! Han var ikke en af dem som sukkede og tilbad ham. Hvordan kan man ville lide? Når man ikke behøver det, ikke er tvunget til det. Sådan noget er jo ubegribeligt og indgyder næsten væmmelse, når man tænker på det.”

I anden del af romanen møder vi Barabbas en del år efter frigivelsen. Han er nu slave i de frygtede romerske miner og er lænket sammen med fangen Sahak. Barabbas fortæller om sit møde med Jesus, og Sahak fortæller glædesstrålende om sin enfoldige tro på Mesteren. Sahak har fået indgraveret navnet Jesus Kristus på bagsiden af sit slaveskilt, og Barabbas får gjort det samme på sit.

Men de to fangers hemmelighed bliver opdaget, og de anklages for forræderi. Sahaks ubøjelige vidnesbyrd foran de romerske ledere er stærkt, men så vender prokuratoren sig om mod Barabbas:

- Og du? Tror du også på denne kærlige gud? Barabbas svarede ikke.
- Svar! Gør du? Barabbas rystede på hovedet.
- Ikke? Hvorfor bærer du så hans navn på din brystplade? Er han ikke din gud?
- Jeg har ingen gud, svarede Barabbas endelig så lavmælt at det næppe kunne høres. Men både Sahak og romeren hørte det. Og Sahak så på ham med et blik så fuld af smerte, fortvivlelse og bestyrtelse over hans ubegribelige ord, at Barabbas følte det trænge ind i sig, helt ind i sit allerinderste, selv om han slet ikke mødte det.
- Men jeg forstår ikke, sagde romeren. Hvorfor bærer du da dette “Kristus Jesus” indristet på din brystplade?
- Fordi jeg gerne ville tro, sagde Barabbas uden at se op på nogen af dem.

Tjener verdens hersker
Barabbas bliver frigivet, mens Sahak korsfæstet. Senere bliver Barabbas forfremmet til slave i statholderens palads i Rom.

En aften ser han pludselig huse i brand i gaderne, og nogle der råber “det brænder. Det er de kristne, der sætter ild til Rom”. Barabbas tror, at nu er frelseren kommet tilbage for at tilintetgøre denne verden, som han har lovet. Og han griber en fakkel og begynder at sætte ild til husene.

“Nu viste han rigtig sin magt! Og han, Barabbas, ville hjælpe ham! Barabbas den fortabte, hans fortabte broder fra Golgata, han ville ikke svigte! Ikke nu! Ikke denne gang. Det bredte sig. Alt var et eneste, uoverskueligt ildhav. Hele verden stod i brand. Se hans rige er kommet!”

Barabbas bliver arresteret og kastet i fangehullet sammen med de kristne, som er blevet anklaget for branden. Her møder han apostlen Peter igen og begynder at snakke med ham. Barabbas indrømmer, at han ønskede at hjælpe dem og deres Frelser ved at sætte verden i brand. Peter ryster trist på hovedet og siger, at det var Cæsar, som havde startet branden.

- Det var denne verdens hersker, du hjalp. Ham som det står på dit slaveskilt at du tilhører, ikke den Herre hvis navn er krydset over på det. Du tjente uden at vide det din rette herre...vor Herre er Kærligheden, tilføjede han stille.
Barabbas bliver korsfæstet med de andre, og mens de kristne taler trøstende sammen taler ingen til ham.

Kun Barabbas hang alene tilbage, endnu i live. Da han følte døden komme, den som han altid havde været så bange for, sagde han ud i mørket, som om han talte til det:

- Til dig overgiver jeg min sjæl.
Og derefter opgav han ånden.

Per Lagerkvists forfatterskab kredser meget om spørgsmålet om ondskab og angst for døden og især om Guds eksistens. Lagerkvist gjorde oprør mod sine forældres pietistiske lutheranske tro og kaldte sig i stedet “en troende uden tro, en religiøs ateist”.

At Barabbas råber ud i mørket, ud i intetheden og det ukendte er for Lagerkvist det jordbundne og “oplyste” menneskes troskrise. At leve sit liv skuen kun mørket og døden forude er ikke et triumferende sejrsråb over Guds død, men et fortvivlet eksistentielt dilemma, fordi den religiøse følelse og den transcendente higen stadig rumler rundt i sjælens afkroge.

De fleste vælger ikke at tænke for meget over konsekvenserne af deres manglende tro på noget ud over dem selv og overgiver sig i stedet til timelige adspredelser, familie, bolig, karriere, rej-ser osv. Få, som Lagerkvist, lægger al sin iver i at bryde arm med dilemmaet.

Barabbas er kun en tilskuer til det kristne liv, og Kristus forbliver for ham kun en død mand på et kors. Det er aldrig blevet personligt for ham. Han udgiver sig på et tidspunkt halvhjertet for at være en kristen, men stående overfor et ultimatum vælger han sig selv.