Jane Austen:
Stolthed og fordom

Af Carsten Thomsen - KP 01-2006

It is a truth universally acknowledged, that a single man in possession of a good fortune, must be in want of a wife.

Det er en almindelig udbredt opfattelse, at en velhavende ungkarl absolut må mangle en kone.

Den første sætning i Stolthed og Fordom er vel nok en af de mest kendte åbningslinier i verdenslitteraturen. Et løfte om, hvad vi har i vente. En sprudlende humoristisk og veloplagt kærlighedsroman, man bliver varm om hjertet af at læse.

Dette er ikke blot en romantisk historie om, hvordan Elizabeth Bennet og Mr. Darcy forelsker sig og får hinanden, men samtidig et indsigtsfuldt studie i menneskelig adfærd og moral, som vi kan spejle os selv i.

Jane Austen er anerkendt som en af Englands største kvindelige forfattere. Bemærkelsesværdigt, når man tænker på, at hun levede et relativt stille liv i en lille kreds af familie og venner - aldrig blev gift eller rejste udenlands.

Den dramatiske nerve i romanerne er kvindernes ofte kringlede vej til ægteskabet i det viktorianske England i begyndelsen af 1800-tallet. Uden arveret og uden formue havde de ikke andre muligheder for økonomisk sikkerhed og social status, end det, der blev stillet i udsigt i ægteskabet. Her lukkes der op for en lang række moralske og sociale valg, der åbenbarer meget om den menneskelige natur og skrøbelighed.

Rammen er hjemmet og selskabslivet, de små stuer og de store balsale, hvor der opretholdes en præcis etikette, en minutiøs forudindstuderet takt og tone, som vi i dag betragter med en vis nostalgi, men også med et smil på læben.
Jane Austen respekterer denne overhøflige omgangstone, ja hun excellerer i den og behersker samtalen i alle dens nuancer, da den i teorien afspejler indre værdier og moralske standarder. Ofte udstiller hun dog den formelle etikette, når den hos visse personer bliver til falsk og forlorent snobberi.

Fejlagtigt førstehåndsindtryk
Romanens heltinde er Elisabeth, ældst af fem søstre i familien Bennet. Hverdagens trummerum afbrydes da to velhavende gentlemen aflægger et landligt besøg i nærheden af deres middelklassehjem, og der indbydes til bal. Mrs Bennett, denne ustyrligt morsomme hystade, får åndenød bare ved tanken om, at der her er mulighed for at få giftet nogle af sine døtre væk. Og den kønneste af dem, Jane, forelsker sig da også i Mr. Bingley.

Anderledes går det for Elisabeths første møde med Bingleys ven, den rige gods-ejer Fitzwilliam Darcy. Med knejsende nakke betragter han samværet med familien Bennet som under hans værdighed.

Da han opfordres til en dans med Elisabeth affejer han hende koldt med et “hun kan lige gå an. Men hun er ikke køn nok til at friste mig”. Problemet er blot, at Elisabeth overhører samtalen og har nu allerede dannet sig sit indtryk af Mr. Darcy.

Bogen hed oprindeligt “First Impressions” - og med dette førstehåndsindtryk kommer de skævt ind på hinanden. Resten af bogen står intriger, misforståelser og forviklinger i vejen for deres lykke.

Frieriet
Jane Austen skriver udelukkende udfra heltindens perspektiv, og i Elisabeth Bennet har hun sammenfattet et af de mest vindende væsener i hele sit forfatterskab. En kvinde med charme, vid og intellekt. Hendes ærlige og åndfulde væsen gør hende i stand til at skære igennem al det snobberi, som hun må udstå fra aristokratiet. Men hun har også en skarp tunge og en tendens til at komme med forhastede konklusioner om andre. Hendes fordomme slører hendes indtryk af Darcy, og den hurtige dom over hans karakter viser sig at være uretfærdig.

Overfor hende står Darcy som den stolte. Hans aristokratiske indstilling gør, at han udelukker alle, der ikke har samme sociale status som ham selv. Hans høje rang har gjort ham overlegen og for selvbevidst om sin ædle byrd. Men hans stolthed er ikke kun negativ. Positivt besidder han i stoltheden ære, respekt og integritet. Han viser stort ansvar og kærlighed over for sin søster, sit gods og behandler sine tjenere med værdighed og respekt. Han er på ingen måde gemen, men har svært ved at lukke andre ind i sit selskab.

Darcy får hurtigt øje på Elisabeths mange kvaliteter og forelsker sig i hende. Hans frieri er en af romanens kosteligste scener. Han nævner hvor meget det hele går imod hans bedre dømmekraft og vilje, hvor store omkostninger et sådant ægteskab må få for hans sociale status - men han elsker hende såehhh.....nej, et sådant frieri kan den selvstændige Elisabeth ikke acceptere, selvom det ville sikre hendes familie for altid. Hun afviser ham på det bestemteste, og han er lamslået, da han med sin ophøjede status havde forventet et klart ja.

Elisabeth indfanges i stedet af soldaten Mr. Wickam, der fortæller hende, hvor dårligt Darcy har behandlet ham i barndommen. Hun tror på ham, men igen er hun for hastig i sin bedømmelse.

Da Wickham senere rejser væk sammen med en af familien Bennets yngre søstre, Lydia, uden intentioner om ægteskab, er skandalen faretruende. Darcy trækker imidlertid i trådene og får presset Wickam til at gifte sig, så familien Bennets ære reddes.

Veje til ægteskabet
Elisabeth får ad omveje at vide, hvad Darcy har gjort, og hun indser nu, hvordan hun er blevet blændet af netop det, hun med sin overlegne indsigt troede at kunne gennemskue. Hun havde prist sig selv for sin menneskekundskab, men må indse, at hun var for hurtigt ude med riven.

Og Darcy erkender, at hans stolthed har gjort ham snobbet. Elisabeths afvisning ydmygede ham dybt, og ændrede hans holdning over for andre.
Elisabeth og Darcys gensidige beundring og respekt banes ved, at de begge indser deres selvbedrag, de erkender hver for sig stolthed og fordomme og opnår større selverkendelse. Deres ægteskab fremhæves af Austen, fordi det ikke alene bygger på en ydre fysisk tiltrækning, men fordi forholdet modnes, så de indser, hvorfor de elsker hinanden. Forelskelse og fornuft forenes.

Modsat viser forfatterinden i romanen andre uholdbare veje til ægteskabet. Wickam og Lydia overvældes af romantiske følelser og rejser væk sammen, men deres ægteskab er skrøbeligt, da det fysiske begær udgør dets grundsten.

Og Elisabeths veninde Charlotte gifter sig med den forfængelige præst Collins. Udelukkende et fornuftsægteskab, så hun kan sikre sig socialt og økonomisk. Men vi aner, hvor store ofre Charlotte må betale ved at have en tåbelig ægtemand, hun nærmest gemmer sig for.

Kristne dyder
Jane Austen evner at skildre de fineste nuancer i personernes sjæleliv. Hvad vi ofte i dag affejer som små bagateller og ubetydelige brist i menneskelig opførsel, stiller hun skarpt på, for de afslører en dybereliggende forfængelighed, hovmod og umådeholdenhed, der er kimen til personens forfald og undergang.

Samtidig har forfatterinden en fabel-agtig evne til at gøre de traditionelle dyder attraktive, så som selvkontrol, høflighed, respekt for andre, medfølelse og ydmyghed. Det er ikke blot god og anstændig opførsel, men nødvendige kristne dyder, der definerer en persons karakter. Uden dem nytter det intet at have en “hestevogn og 10.000 pund om året”.

Apostlen Paulus nævner nogle af de samme dyder, som kristne må efterstræbe: Barmhjertighed, godhed, ydmyghed, mildhed og tålmodighed (Kol. 3:12).

Samtidig er andre personer i romanen en prikken til dem, der ikke formår at se deres egne fejl. Deres manglende dyder - eller laster - stilles åbent til skue, ofte med stor humor.

Præsten Collins er grinagtig forfængelig og hans leflende underdanighed over for sin beskytter Lady Catherine de Bourgh er latterlig. Og de Bourgh udnytter sin høje status til konstant at gennemtvinge sin egen vilje og planer uden hensyntagen til andre. Stolthed og Fordom er den mest elskede af Austens romaner - både underholdende og dybsindig.