Af Carsten Thomsen - KP 01-2003

“Hele mit håb står alene til din store barmhjertighed. Giv, hvad du befaler, og befal, hvad du vil!”

Augustins Bekendelser regnes for verdens første egentlige selvbiografi – i hvert fald er det en af de mest indflydelsesrige åndelige selvbiografier nogensinde.

Afdækningen af denne store teologs bevidsthedsliv får vore egne ”personlige vidnesbyrd” til at ligne blodfattige og barnlige betragtninger.

Ikke fordi Augustins liv eller hans omvendelse er særlig dramatisk, (måske med undtagelse af en lidt nøgtern beskrivelse af en gladiatorkamp) - det er kun spredte hændelser og begivenheder, han fremdrager - alle brugt bevidst for at illustrere, hvordan den Almægtige Gud i sin nåde langsomt drager ham til sig, alt imens Augustin prøver at flygte fra det forklarende lys.

Det er mere denne helt igennem ærlige blotlægning af den synd og det fordærv, som gennemsyrer Augustins tanker og handlinger. Han filosoferer og kæmper med at forstå sig selv i forhold til Gud og hans forsyn. Hvorfor handler Gud med ham, som han gør, og hvorfor kan Augustin ikke få fred med Gud.

Sammenkogt siger Augustin det i de ofte citerede ord på den første side i bogen ”Du har skabt os til dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig”.

Det er en bekendelse på flere planer. Det er først og fremmest en syndsbeken-delse direkte til Gud, men dernæst er det en bekendelse af troen på Gud og en bekendelse og lovprisning af Gud i al hans nåde, majestæt og skønhed.

Bogen er opdelt i to halvdele, hvor de første ti bøger er centreret om Augustins liv, mens de sidste tre kapitler (der næsten udgør halvdelen af bogen) er teologiske og filosofiske betragtninger over tiden, hukommelsen, skønheden, etikken og ondskabens problem.Tolle Lege:

Tag og læs
Augustin af Hippo levede på et tidspunkt, hvor Romerriget officielt blev kristent, men også i en tid, hvor riget var under forfald og barbarerne bankede på Roms døre.

Augustins unge år bar ingen forhåbninger om, at han skulle blive en af de største tænkere, som kristendommen nogensinde har produceret. Hans mor var kristen og bad i mange år for hans omvendelse, og det er smukt at læse, hvor taknemmelig Augustin er i sine Bekendelser for Monicas trofaste forbøn.

Han voksede op i Nordafrika i byen Tagaste, som lå i det nuværende Algeriet. Da han var 17 år blev han sendt til Karthago for at afslutte sin uddannelse i retorik. Han var en meget intelligent student, men uden interesse i Gud. Snart fandt man ham til gladiatorkampe, hvor han væddede om, hvem der vandt, han var en tyv med et groft sprog og hans begær var stort. Da han var 18 år fik han en søn med den kvinde, han levede sammen med.

Han blev stærkt interesseret i mani-kæismen, som var en sær blanding af kristen, gnostisk og hedensk tankegang, og han var medlem af sekten i omkring ni år. I 383 tog Augustin til Rom og derfra til Milano, hvor han blev retorik-lærer.

Langsomt dalede interessen for mani-kæismen, og interessen for kristendommen voksede, da han hørte på Biskop Ambrosius’ prædikener. Først kun fordi Ambrosius var en dreven retoriker, men senere blev budskabet det vigtigste.

Han kom nu ind i en åndelig krise og satte spørgsmålstegn ved sit liv. Han afsluttede forholdet til elskerinden og brød med manikæerne.
En dag i august 386 sad han under et figentræ i en have i Milano, hvor han græd og beklagede sig over sin mang-lende evne til at bekæmpe fristelser og synd i sit liv. Han hørte da en dreng synge ”Tolle Lege” – ”Tag og læs, tag og læs”, og Augustin tog en skriftrulle med apostlenes breve og læste det første, hans øjne faldt på: “Ikke i svir og druk, ikke i utugt og løsagtighed…men ifør jer Herren Jesus Kristus.” (Romerne 13:13-14.)

“Straks da jeg var nået til enden af denne sætning, strømmede der ligesom et vishedens lys ind i mit hjerte, og al tvivlens mørke svandt bort”.

Augustin var blevet omvendt, og det første han gjorde var at sige til moderen, at hendes bønner gennem 32 år om hans omvendelse nu var besvaret. Her er klimaks nået i Bekendelserne, og han beskriver dernæst sin moders død.

Da jeg læste bogen første gang, sluttede bogen også her og lidet anede jeg, at de mere teologiske og filosofiske reflektioner var redigeret ud, som de er i mange udgaver. Heldigvis udgav Sankt Ansgars Forlag i serien Visdomsbøgerne i 1998 en komplet udgave på dansk - og den vil jeg anbefale og herfra stammer citaterne.

Den store kirkefaders tanker og teologi har haft stor indflydelse, ikke blot på kirken i middelalderen, men også reformatorer som Luther og Calvin anerkender arven fra Augustin.

Ifølge teologen Alister McGrath anses hans syn på Guds nåde bredt som ”et af hans vigtigste bidrag til kristen tankegang. Gennem Augustin begyndte Paulus’ lære om synd og nåde at blive genskabt af en kirke, som var tæt på at miste synet af det”.

Under læsningen af Bekendelser mærker man syndens tyngde, og Augustin bliver repræsentant for hele menneskehedens skyld under Gud. Som når han beskriver et simpelt æblerov er det en slet skjult hentydning til Edens Have, og det bliver en metafor for menneskets grundlæggende oprør mod Gud.

“Det var selve tyveriet, jeg elskede og ikke andet....Det var ikke det, jeg stjal, men det, at jeg stjal, der var tillok-kende.” (side 45).

Ordets forunderlige dybder
Augustin skrev selv om sit værk: ”Mine Bekendelser i 13 bøger lovpriser den retfærdige og gode Gud, såvel ud fra det onde som ud fra det gode i mig, og kalder den menneskelige forstand og følelse op til ham. Fra 1 til 10. bog handler de om mig selv, i de tre sidste om den hellige skrift”.

“Værkets hovedtanke er, at det er Gud, der som skaber og frelser har styret og vil styre hans liv. Et menneskes liv er som en sang, skaberen synger. Bekendelser er sangens efter-klang, Augustins egen lovprisning for sit liv, og i en vis forstand af almen betydning, fordi forfatterens stilling over for Gud er enhvers stilling”, sådan lyder det i forordet til den danske oversættelse.

Hvis forsynet er grundtanken i første del er bog 11-13 præget af Gud som Skaberen. Guds godhed, skønhed, tiden, erindringen og menneskets erkendelse af Gud er alle ideer, som er knyttet til Gud som Skaberen.

I den sidste del er det som om Augustin søger dybderne i Guds visdom, men også må erkende, at Gud er så meget større og visere end ham selv. Men det han ved, takker han Gud for, at han har åbenbaret.

“Der er en forunderlig dybde i dine ord. Se, deres overflader ligger foran os og indbyder de små; men der er en forunderlig dybde, min Gud, en forunderlig dybde. Det er en rædsel at se ned i den, en rædsel som i ærefrygt og en skælven som i kærlighed”.