Af Carsten Thomsen - KP 01-2005

H. C. Andersens kristendom er ikke dogmatisk eller systematisk, men den ligger som en klangbund i alt, hvad han skriver. I sovjettiden skar man de passager væk, som var for åbenlyst kristne, men man kunne alligevel ikke ødelægge ham.
Olga Sedakovas, russisk forfatter

Der bliver skrevet og talt i store og varme vendinger om H. C. Andersen i år. Kendte ambassadører er udsendt for at udbrede budskabet om vor elskede eventyr-fortæller, og tv, aviser og andre medier følger trop i dette 200-år for den danske digters fødsel.

Og med rette. Hans eventyr og fabler er universelle og fortæller noget generelt sandt om menneskets styrker og svagheder, de spidder præcist for-skellige mennesketyper, mange med et fabelagtigt vid og bid, nogle bevæger en til tårer, enkelte forkynder vigtigheden i at indrette tilværelsen ud fra et evighedsperspektiv og i ydmyghed over for Gud.

Hvem kender ikke til en livsbekræftende “Her-kommer-jeg” Klods-Hans-type? Umiddelbar og med træsko på. Hvem kan ikke udpege en tepotte-stolt-af-sin-lange-tud-type? Eller en grim ælling, som bliver til en svane. Eller en selvopofrende modertype, der vil give alt for at redde sit barn fra døden. Og hvem bevæges ikke af et barn med svovlstikker, som intet har i livet, men alt i evigheden?

H. C. Andersens eventyr kommer således vidt omkring, fra hans tidlige krostueagtige fortællinger til nogle ophøjede eventyr, hvor mennesket bliver tiltalt på en stærk måde. Ikke alt falder lige i ens smag, men man må sige, at H. C. Andersen, på trods af at han i nogle tilfælde har “lånt” historierne, har skabt et unikt univers og sin egen stil. Hvad der måske ikke kommer så meget frem, nu når fødselaren skal hyldes, er hans kristne livssyn, som ofte bliver klemt lidt inde mellem Lille-Claus og Store-Claus.

Den rumænske forfatter Monica Papazu peger i et interessant essay på, hvordan han blev læst bag jerntæppet:

“Vi hørte den ånd, han skrev i. Vi hørte hans forkyndelse, som trængte igennem på trods af censuren. For den lå over det hele. Den imprægnerede værkernes væv og var fundamentet, orgelpunktet, under hans litterære bygningsværk. Den rejste sig klart og rent i de år, da kirker blev revet ned, og præster og troende forsvandt i Gulag.”

H. C. Andersens eventyr er gennemsyret af hans kristne livsforståelse. Den var godt nok mere liberal end ortodoks, og man kan stille spørgsmålstegn ved, hvordan hans tro på Jesus som forsoneren og frelseren var. Mere synes Jesus for ham at være et forbillede, et moralsk pejlemærke, snarere end den, som opstod legemligt.

Men hans hjertes længsel var Gud, Himmelen og evigheden. Nok især den kosmiske Gud, som nådigt favner alle, der ydmyger sig under Ham.

At blive som børn
Jesu ord citeres i “Snedronningen” og er også centralt i andre eventyr: “Sandelig siger jeg jer: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget. Den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget” (Matt. 18:3-4).

Det “uskyldige” barn, som H. C. Andersen ofte peger på, er afhængigt af Gud, det er den fattige, den hjælpeløse, den som ikke stoler på sig selv, men kun på Gud. Det er dem, som ser det nådige lys og modtages i evigheden.

Eventyret “På den yderste dag” er jo nærmest en prædiken eller en lignelse, hvor Dødsenglen fører “den Fromme” sjæl til Himmelen. Men der står om den fromme:

“Denne døende havde ikke barnets sind, han følte, han var mand; han gøs ikke, som synderen, han vidste, han var den rette troende”.

Barnets sind ejede han ikke. Han stolede nu kun på sig selv og havde ikke brug for andre. Han var mere farisæer end fattig i ånden, uden syndserkendelse.

Selvopofrende kærlighed
Det er også forskellen på Gerda og Kay i “Snedronningen”, som langt hen ad vejen er en kristen allegori, hvor både syndefald og forløsning indgår.

Allerførst læser vi om Trolddjævelen, som i et Babelstårns-agtigt forsøg prøver at flyve op til Gud med troldspejlet. Det magiske spejl havde den evne at gøre alt stort og godt, som spejlede sig deri, til småt og fælt.

Spejlet falder til jorden og splintres - en af de små splinter kommer i Kays øje og en i hans hjerte, og han begynder pludselig at ændre syn på tilværelsen. Gerda ser grim ud, roserne ser groteske ud, og Kays hjerte bliver langsomt til en klump is.

Syndefaldet har fordrejet Kay, der nu er forelsket i sig selv, han er blevet egoistisk og selvrådende. Da Kay bliver bortført af Snedronningen, så står der, at “han var ganske forskrækket, han ville læse sit Fadervor, men han kunne kun huske den store tabel”. Menneskeheden kan nemt spejle sig selv i Kay, med splinter i hjertet og lette ofre for ondskaben og selvtilstrækkeligheden.

Den midterste del af historien handler om Gerdas selvopofrende mission for at redde Kay. Hun følger den fortabte Kay ind i det kolde og døde rige. Hun husker sit Fadervor, og når hun beder det kommer der en hærskare af engle til hendes hjælp. På sin rejse modstår hun flere gange det ondes angreb, og da Gerda endelig finder Kay fælder hun medlidenhedstårer:

som “optøede isklumpen og fortærede den lille spejlstump derinde; han så på hende, og hun sang salmen: “Roserne vokser i dale, der får vi barn Jesus i tale!” Da brast Kay i gråd; han græd så spejlkornet trillede ud af øjet, han kendte hende og jublede: “Gerda, søde lille Gerda! - Hvor har du dog været så længe? Og hvor har jeg været?”

Er det tilfældigt, at der står “kendte” i stedet for genkendte? Jeg ved det ikke, men teologisk ligger der en pointe her. At vi er kendt af Gud.

Det er svært ikke at tænke på Kristi gerning her. Hvordan hans frelsende gerning tilgiver synden og giver liv til døde. Hvordan den korsfæstedes tårer optøer det kolde menneskehjerte. Hvordan angerens tårer bliver til frelse.

Men måske Hr. Andersen vil have os til primært at tænke på Gerdas selvopofrende kærlighed, som heler venskabet og forholdet mellem de to. Den uselviske kærlighed som overvinder alt.

Evighedslængsel
Et andet tema, som dukker op i H. C. Andersens eventyr er længslen efter det hinsides, efter himmelen, evigheden, udødelighed, Gud. Det kommer tydeligt frem i “Den lille Havfrue”.

Her er det havfruen, som længes efter den udødelighed, som menneskebørnene på landjorden har. Hendes længsels objekt er den smukke prins, der personificerer jordens herlighed, som hun i havets dyb er adskilt fra.

I Romerbrevet skriver Paulus om, at hele skabningen sukker under forgængeligheden og længes efter at blive herliggjort. Vi er skabt i Guds billede og vi er skabt med en længsel efter ham, som desværre er blevet erstattet af forgængelige ting, der ikke bringer liv. Men ligesom havfruen drages af kirkeklokkens klang, så burde vi hige efter Gud - som Paulus, der glemte, hvad der lå bagude og strakte sig frem mod det, der lå forude.

Hvor er det tragisk, at den rationelle verden lever i en verden uden vinduer. Denne længsel efter en anden verden, efter noget, som denne materielle verden ikke kan tilfredsstille, det er ikke karakteristisk mere.

Vi bør ikke reducere havfruens længsel til et romantisk håb om “prinsen på den hvide hest”. Dette element er med i historien, men det er bundet sammen med længslen efter en sjæl og udødeligheden. Noget som Disneys genfortælling for nogle år siden ikke fik med.

Prinsen svigter hende, han betragter hende som en pyntegenstand, men ikke nok til at gifte sig med hende.

Til sidst i historien står hun foran den sovende prins og har valget mellem at dræbe ham - og derved redde sit liv - eller selv dø. Hun sparer hans liv - men som hun opsluges af havet, så får hun et legeme og bliver ført op i luftens rige.

“Og den lille havfrue løftede sine klare arme op mod Guds sol, og for første gang følte hun tårer”.

Vi hører et ekko af Jesu ord i Johannes Evangeliet: “Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner.”.

Livet efter døden
I flere eventyr bringer Andersen os meget tæt på døden. Han ønsker at minde os om denne dag - er vi rede til den? Står vi i et forhold til Gud? Som han skriver i “Den yderste Dag”:

Den helligste dag her blandt alle livets dage er den, vi dør på; det er den yderste dag, den hellige store forvandlings dag. Har du rigtigt, alvorsfuldt tænkt over denne mægtige, visse, sidste time her paa Jorden?

I moderne litteratur og film er døden en meget jordnær upersonlig naturlov. Meningsløs, tilfældig og ofte uretfærdig. Men kun sjældent sættes den i forbindelse med livet efter døden eller med et personligt forhold til Gud.

Skulle en Rifbjerg fortælle historien om pigen med svovlstikkerne ville vi få en fortælling om en kold og grum verden, som ikke levnede en lille fattig pige en chance. Men i Andersens univers får vi tillige glimt af en helt anden verden, når svovlet antændes. Døden er hos den danske fortæller her indgangsporten til et forklaret liv, til lys og glæde hos Gud.

Svovlstikkerne lyste med sådan en glans, at det var klarere end ved den lyse dag. Mormor havde aldrig før været så smuk, så stor; hun løftede den lille pige op på sin arm, og de fløj i glans og glæde, så højt, så højt; og der var ingen kulde, ingen hunger, ingen angst, - de var hos Gud!

Tilbage på denne side af døden læser vi, at den lille pige var død, frosset ihjel på den sidste aften i det gamle år - for så vidt er Andersen realist som Rifbjerg.

Jo, det er en grum verden og børn fryser ihjel på gadehjørnerne....men der slås også en anden tone an - hun var gået ind til nytårs glæde, og her tænker vi måske på bibelordet “Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til” (2. Kor. 5:17).

Noget nyt bliver til under læsningen af H. C. Andersen. Hans eventyr, fabler og fantasier har helt klart en vision om en højere og anden virkelighed.