Boganmeldelse:
Hvad skal vi med kirken?

Af Louis Nielsen - KP 04-2009

Hvad skal vi med kirken?
10 bud på retning, perspektiv og håb
Redigeret af Morten Munch,
ProRex, Christiansfeld 2009

“Hvad skal vi med kirken?” giver 10 bud på, hvordan nogle har valgt at være kirke, og hvad de hver især lægger vægt på i det, som er deres fællesskab. Overskrifterne for de enkelte kapitler giver os et indtryk af, hvad hver enkelt af de opstillede kirkemodeller rummer: Fællesskabskirke, Flydende kirke, Inkluderende kirke, Folkelig kirke, Udrustende kirke, Nærværende kirke, Liturgisk-kontemplativ kirke, Åben kirke og Familekirke. Sidste kapitel “På sporet af kirkens identitet og opgave” af bogens redaktør er ganske afgjort bogens bedste og stærkeste kapitel.

Her gives et fint resumé af, hvordan kirken gennem tiderne er tænkt, og der kastes mange ledetråde ud, som hjælper os til at afklare, hvad hensigten med kirken er, og hvad dens opgave er. I kirkens kald er der mange flere facetter end bare en enkelt model for det at være kirke rummer og udtrykker.

Munch skelner i sit essay mellem de nødvendige minimal-kriterier for sand kirke, dem uden hvilke, kirken ikke er kirke, og kirkens velvære, det som hører under kirkens sundhed og funktionalitet. Bogens opstillede modeller for , hvordan man i forskellig konfessionel sammenhæng praktiserer det kirkelige fællesskab, er alle eksempler på funktionalitet og forholder sig kun i mindre grad til spørgsmålet om kirkens væsen. Det er unægteligt også spørgsmålene om, hvordan tidens mennesker oplever kirken, der optager sindene mest.

Men spørgsmålet om kirkens identitet og kald forbliver vigtig. Der er, forekommer det mig, i Munchs essay en sund balance mellem “esse” og “benesse”, og det ene bliver ikke ofret på det andets bekostning.

De forskellige, også historiske eksempler på, hvordan kirken har forstået sig selv og forstår sig selv, er ikke bare yderst oplysende, men er også en slags “afkrydsningsseddel”, som vi kan bruge til at afklare og finde vor egen identitet efter, og hvor vi vil hen.

Mange overvejelser
Bogens øvrige kapitler kan give os en fornemmelse af, hvordan behovene er til stede, og hvordan de delvis kan opfyldes. Modellerne er vidt forskellige og vil appellere vidt forskelligt til os alt efter, hvem vi er. Nogle vil vi kunne bruge, nok ikke helt, men delvist, andre ligger så langt fra vor egen baggrund, at vi kun noterer os dem, men ikke går ind i nogen seriøs overvejelse om at bruge dem.

Nogle principielle ting siges undervejs. Andet af det, som siges, fører os ind i overvejelser over, om det, som nogle finder er væsentligt for deres måde at være kirke på, overhovedet kan siges at have noget med kirken at gøre, i hvert fald, hvis vi tænker ud fra “esse-begrebet”?

Ydmyghed i vor omgang med hinanden er kristne dyder, vi i høj grad må iføre os, når vi diskuterer kirke med hinanden. For forvirringen er stor, og ønskerne og følelserne bevæger sig i mange retninger. Alt er i opbrud og kastet i støbeskeen. Alle skal give deres besyv med, og Bibel, bekendelse og overlevering kommer i bedste fald kun i anden række.

Oplysthed om Bibel og kristen lære er heller ikke et af tidens mest fremtrædende kendetegn. De gode viljer til trods er grundlaget for en diskussion om kirkens liv og væsen ikke det bedste. Kirken er i alvorlig krise, og ofte handler det mere om, hvordan vi tror, at kirken kan overleve end om en besindelse på, hvad der ifølge Jesus og apostlene er det væsentlige for kirkens liv og dens vækst.

Kirkefolkets røst må høres, og det må ikke overses, at nok er kirken Guds kirke, men den er også et fællesskab af mennesker, som skal have tingene til at fungere. Men folkets røst kan også blive hørt for meget, og jeg er nervøs for, at det er det, som sker i den her tid. Følgen er ofte, at vi er holdt op med at lytte ind til Guds røst givet os i Hans ord og formidlet til os ved Helligånden.

Vore tanker hjælper måske for en tid, og nye påhit skaber altid en fornemmelse af bevægelighed og forventning til succes. Men successerne overdrives ofte, og efter en tid er vi tilbage i frustrationen, utilfredsheden og det uforløste, og igen må vi finde nye veje.

Denne bog er skrevet ud fra de bedste viljer, og vi må lytte med, lade os inspirere, lade os korrigere og vejlede, og vi må også stille vore spørgsmål, og ikke kun bifaldende af slagsen, men også kritiske. Et stykke af vejen følges vi med de fleste af bidragyderne, men ikke hele vejen. Spørgsmålet om “Hvad skal vi med kirken?” bliver langtfra helt besvaret med denne bog, og det var vel heller ikke at forvente.

Jeg ved ikke, om man med titlen har tænkt på revyvisen “Hvad skal vi med kvinden?” Konklusionen i visen er, at nok vil vi mænd (nogle mænd) gerne afskaffe og undgå kvinden, men kan det alligvel ikke. Er det også sådan med kirken?

På en måde så vi den gerne hen, hvor peberet gror, men undvære den, kan vi sandt for dyden ikke. Sådan er der nok ingen af bogens forfattere og læsere, som tænker, men det havde været en dejlig ting og en befriende ting, hvis man også havde undt sig at se kirken fra Guds side i den herlighed og skønhed den har i kraft af Jesus Kristus og havde ladet kirkens liv udgå derfra.

Derefter ville også både spørgsmålet om “hvad skal vi med kirken?” og svaret på det blive et andet.