Boganmeldelse:
Fællesskab for alle

Af Louis Nielsen - KP 04-2009

Fællesskab for alle?
Hans Ole Bækgaard -
Lohse, Fredericia 2009

Denne bog handler om de alt for mange, som siver ud af det kristne fællesskab. Et tungt, men aktuelt emne desværre. Det er vist få kirker, folke-som frikirker, der ikke oplever det.

Bogen indleder med spørgsmålet: “Hvorfor forlader nogle mennesker kristne fællesskaber? - en analyse af 23 skriftlige livshistoriske beretninger”. Forfatterne bag den undersøgelse og opgørelse optegner fem hovedårsager til, at mennesker vælger at forlade et kristent fællesskab:

1) Man skal købe hele pakken
2) Fængsel - ingen frihed til at rejse
kritik eller stille spørgsmål
3) Larmende tavshed
4) Jeg blev aldrig lukket ind
5) Fællesskab for de vellykkede.

På side 35-38 opstilles i tabelform samtlige 23 beretninger med første kolonne visende køn, anden kolonne alder, tredje kolonne ægteskabelige status, fjerde samfundet man forlod, femte årstallet for bruddet og sjette og sidste kolonne hovedårsagen til brud eller problemer.

Mange af dem, som har forladt menighederne, har oplevet fællesskabet som et sted, hvor det er svært at skaffe plads til folk, der afviger fra fællesskabets teologi, kultur, normer og regler. Man skal købe hele fællesskabspakken, ellers må man gå. Andre har oplevet fællesskabet som et tankefængsel, hvor der ikke er frihed til at være den, man er, og man må ikke stille kritiske spørgsmål til teologi, forhold i menigheden, ledelsen m.v.

Fællesskabet opleves som larmende tavst, når nogen kommer ud for svære ting i deres liv, afviger fra kulturen, forlader fællesskabet m.v. Fællesskabet opleves som vanskeligt at blive en del af, især hvis man ikke er “født” ind i kulturen. Fællesskabet opleves som et fællesskab for de vellykkede, hvor det bliver de rigtige ord, succeser og pæne facader, som er fremtrædende. Oplever man ikke det, føler man sig udenfor. Flere af os kan nikke genkendende til flere af de her nævnte anker.

Bogen konfronterer os med nogle faktuelle historier, og hvordan man i de samfund, hvor man oplevede dem, prøvede at løse op for dem. Hovedparten af bidragyderne til bogen kommer fra en folkekirkelige baggrund, flere fra IM; nogle af dem er præster, andre er cand.psych.’er og psykoterapeuter, og andre er ledere i kristne humanitære organisationer. Bogen bærer præg af, at flere af forfatterne har denne baggrund, måske for meget.

Bogen har et meget menneskeligt ansigt. Det er svært at finde eksempler på hårdhed eller løftede bryn i den. IM får ofte skyld for at være et særdeles lukket, fordømmende og moraliserende samfund. Det vil være svært at finde belæg for den dom i nærværende bog. Her er der stor villighed til at påtage sig en stor del af skylden, når mennesker forlader et kristent fællesskab, og den gode vilje og de ædle bestræbelser på at at undgå det er til stede i samtlige indlæg, hvor det er konkrete og ikke tænkte eksempler, man forholder sig til.

Tolerance-grænsen
Jeg har oplevet læsningen af denne bog som noget blandet. Når et menneske forlader et fællesskab, bringer det os altid i et eller andet dilemma, men jeg føler det også den anden vej, at det af og til kan være et dilemma, hvis lige netop det menneske bliver.

Det er ikke sådan, at synd i fællesskabet forties og fejes ind under gulvtæppet, heller ikke, at man anerkender syndige valg og beslutninger. Men spørgsmålet om tolerancegrænsen opstår flere gange under læsningen af bogen, og nogle gange føler jeg måske, at her satte man den for vidt. Men når jeg har tænkt sådan, har jeg omgående måtte spørge til min egen tolerancegrænse, som nok ikke på et teoretisk teologisk reflekteret plan er sat for lavt, men i praksis nok er det.

Det er svære spørgsmål disse her. De opstår ikke mindst ved læsningen af det sidste af bogens to appendikser: “Historien om et virkeligt dilemma” (side 161 ff.). Måske har redaktionen kun villet optage det som et appendiks, fordi man på forhånd har erkendt dets problematiske natur.

Hvor der tidligere mellem bibeltro kristne var rimelig enighed om, at fællesskabet ikke kunne rumme mennesker, som på en eller anden vis levede i, hvad Bibelen vil kalde “åben synd”, så har holdningen på det punkt de senere år ændret sig meget. Det, vi kalder kirketugt, er efterhånden blevet en meget sjælden ting. Og kirketugt er problematisk.

For synd -også synd i andre menneskers liv - rejser altid spørgsmålet om synd i vort eget liv, og det hindrer os ofte i at gøre det, vi skulle gøre.
Men resultatet er, at helligheden mindre og mindre kommer til at pryde Guds hus. Vi taler ikke om farisæisk fordømmelse, hvilket der er mere end rigeligt af, men vi taler om den dybe hengivenhed og kærlighed til Gud, som har det dårligt med, når kristnes liv og vandel ikke bringer Gud den ære, Han er værdig til. Måske har psykologien, som mener at kunne forklare alt menneskeligt, herunder også synd med henvisning til psykologiske mekanismer og svagheder i den måde, vi biologisk er sammensat på, gjort sit til, at vi har nemmere ved at affinde os med og leve med både vor egen synd og andres synd.

Det er så den ene side af dilemmaet, som flere af bogens anvisninger på, hvordan man løste problemerne, kalder frem. Den anden er vor menneskelige empati og vort medmenneskelige ansvar for hinanden. Og her synes jeg, at vennerne i de samfund, vi henvises til, handlede enestående. De gør sig ikke medskyldige i synden, som de klart lægger afstand til, men de lægger helt klart ikke afstand til synderen.

Spørgsmålet, som for os læsere, bliver et teoretisk spørgsmål, fordi vi ikke er i situationen, er så, om deres handlemåde er den rette udgang af dilemmaet. Men spørgsmålet er relevant, og det må stilles.

Det synes rigtigt at henvise til Jesus og hans frie omgang med “toldere og syndere”. Men spørgsmålet (og nu er der mange, som bliver vrede) er, om det uden videre kan overføres til vores færden mellem hinanden i menigheden? Jeg vil nødig være hård, men er der ikke instrukser til os i Det Nye Testamente, som tydeligt fortæller os, at en bekendende kristens opførsel kan blive så krænkende for den gudsfrygt, som må præge Guds folk, at vi ikke længere kan række ham broderhånd (se f.eks. 1 Korintherbrev kapitel 5)? Og det er ikke det eneste sted i Det Nye Testamente, der taler på denne skarpe måde, andre steder gør det også.

Umiddelbart virker det så rigtigt og tiltalende, det gruppen omtalt i appendikset gør, og det vil uden tvivl blive mødt med forståelse af de fleste, men alligevel er det en afvigelse fra apostlenes praksis med hensyn til offentlig synd i menigheden. Jesus lærte også, at der ville opstå situationer, hvor udelukkelse af menigheden var eneste mulighed (Matt 18:15-20). Men indrømmet, det er svært at opretholde denne praksis, for samtidig er vi skyldige til også at elske den, som forsynder sig og på alle måder søge - om det er muligt, at forholdet genoprettes.

Retfærdigvis må det siges, at løsningerne, der arbejdes hen imod i de fleste af bogens kapitler, er mere afbalancerede. I dem er der mange god tip og også udredninger, som måske, måske ikke hjælper os til at forstå, hvorfor vi handler som vi gør. Ind imellem kan de psykologiske belæringer godt virke trættende, klicheagtige og skolemesteragtige. Lidt mindre terapi og lidt mere omhyggelig bibelbehandling havde gjort bogen bedre.

Kirken er et fællesskab af syndere, som er frelst af Guds nåde. At også kristne er syndere, kan vi ikke undgå at opdage, når vi har vores jævne gang i kirken. Alle hånde svagheder klæber sig til kirkens liv. Hvad man savner i de mange beklagelser, som rettes mod det kristne fællesskab, er mere realisme og mere af den kernesunde robusthed, som evangeliet bringer med sig.

Det er rigtigt at lytte til de utilfredse, og ingen af os skal sætte sig på den høje hest og bilde sig ind, at der ikke er noget, man kan være misfornøjet med. Men i dag opfordres vi til at klage og føle os forurettede. Konstant er vi evaluerende, og aldrig er vi tilfredse, og altid er der nogen og noget, vi kan hænge skylden over på.

Kirkelige fællesskaber af i dag er alt for tilbøjelige til at føle sig skyldige og til at følge klagerne. Men det er langtfra altid godt, fordi det fjerner fokus fra Herren Jesus Kristus og hans herlighed, fra evangeliet og fra vor opgave og vort kald i verden. Denne bog med alle sine mange og gode sider ufortalt - kan godt opleves som, at man har lyttet lidt for meget og lidt for længe til klagerne. Men køb den og læs den; du vil blive klogere på mange ting, men måske også blive opmærksom på nogle af de svagheder, denne anmeldelse har berørt:

“På vort eget nat og dag
stirrer vi med velbehag,
det forstyrrer freden;
lad os Jesus én og hver
som vort liv og lys få kær!
Det gør enigheden!”