Bøger om Kirker i Frembrud

Af Carsten Thomsen- KP 01-09

Emerging Churches, eller fortrinligt gengivet på dansk som Kirker i Frembrud, optager mange.

Fænomenet hører sammen med den postmodernistiske kultur (hvordan vi end definerer og afgrænser den) og er tænkt som kirkens (eller nogle kristnes) svar på de udfordringer, som postmodernismen stiller os overfor.

Brian Maclarens trilogi
Et indblik i, hvordan en postmoderne kristen med en evangelikal baggrund tænker, får vi gennem Brian D. McLarens triologi Kristen på en ny måde, Historien vi finder os selv i og Det sidste ord - og endnu et, alle fra forlaget Boedal.

Om alle tre gælder, at de er godt skrevne, spændende, udfordrende, tankevækkende, stillende spørgsmål ved mange ting i vores traditionelle evangelikale måde at tænke kristendommen på og praktisere den i vore kirker.

Sådan at blive udfordret og få vore hjerner stimuleret har vi alle godt af fra tid til anden. Brian McLarens bøger lader man sig let rive med af, især hvis man hører til dem, der ikke er tilfreds med sin egen kirke og nogle gange føler sig stødt og anfægtet både over dens lære og praksis.

Man genfinder noget af sig selv og sine egne negative erfaringer i præstens, Dan Pooles (bøgernes imaginære hovedperson) frustrationer og kampe med sin egen kirke.

Men pas på. Dan Pooles negative erfaringer med den evangelikale kirke kan sagtens tænkes; sådanne kirker og sådanne kristne findes virkelig, men de er ikke nær så almindeligt forekommende, som Pooles historie påstår.

Pooles kritik er ikke helt fair, men stereotyp, grænsende til det karikerende og latterliggørende. Pas også på nogle af Pooles teologiske konklusioner, som han til at begynde med modtager protesterende og med vrede, men som han efterhånden gør til sine egne.

Det er sundt at lade sig udfordre, det er også sundt af få stillet provokerende spørgsmål og til tider også sundt at gennemleve en troskrise, men slug det ikke råt. Stil modspørgsmål til Niel Oliver (Nemo) - bøgernes anden imaginære hovedperson og deres teologiske nestor – og til Dan Poole og tænk deres argumentationer igennem i lyset af hele den bibelske kanon og ikke kun gennem isolerede og løsrevne skriftsteder.

Måske er du så ved vejs ende ikke helt så overbevist, som du måske har været undervejs.

Det vil være for meget at udråbe Brian McLarens bøger til Kirker i Frembruds lærebøger i dogmatik, for en sådan har de ikke og ønsker de ikke, og dertil er de forøvrigt alt for forskellige og alt for ustrukturerede, men bøgerne giver os alligevel et praj om, hvad Kirker i Frembrud tænker, hvad de er optaget af, og i hvilken retning de bevæger sig.

Analyse af Kirker i Frembrud
Et par bøger, som har sat sig som mål at analysere Emerging Churches og give os en vurdering af dem, er Asger Chr. Højlunds Emerging Churches – En ny måde at være kirker på (Credo 2008) og Kirker i Frembrud – Fænomenet ”Emerging Church” som ekklesiologisk missionsmodel af Poul Nyborg udgivet af Århus Valgmenighed i 2007.

Sidstnævnte publikation er et speciale indgivet til Århus Universitets teologiske fakultet. Henvises kan også til en artikel af Bent Bjerring-Nielsen fra september 2007: ”Kirkens tabte kulturelle uskyld – et forsøg på en karakteristik af Emer-ging Church”.

Fælles for disse bøger og artiklen er, at de ser ret positivt, men ikke helt ukritisk på fænomenet Emerging Chrurches – Kirker i Frembrud. Mest kritisk er Asger Højlund. Interessant i denne sammenhæng er at iagttage, at Emerging Churches er mere spiselige set ud fra en luthersk betragtning end de er ud fra en traditionel evangelikal. Det skyldes ikke mindst, som Højlund fremhæver, Emerging Churches positive sakramentsyn.

Ejendommeligt kan det netop forekomme ved Kirker i Frembrud, at disse generelt har mere sympati for oldkirkelig og ortodoks spiritualitet end de har for de evangelikale menigheders traditionelle vægtlægning på ordets forkyndelse. Nyborgs hæfte giver et godt indblik i Emerging Churches historie, ikke mindst i England, ligesom hans beskrivelse af bevægelsens værdier, guds-tjenester og opfattelse af kirkens rolle og opgave er særdeles oplysende. Man er blevet mere fortrolig med Kirker i Frembrud efter at have læst hans speciale. Banebrydende for indførelsen af en passende dansk terminologi til beskrivelsen af Emerging Churches er Nyborgs hæfte også.

Bent Bjerring–Nielsens artikel er nok skrevet på et for højt akademisk niveau til, at mange af vore læsere kan have et fuldt udbytte af at læse den. Bent Bjerring stiller spørgsmål til Emerging Churches (er ikke helt ukritisk), men synes generelt at have så megen sympati for postmodernistisk tænkning, at denne sympati også kommer til at smitte af på postmodernismens teologiske og åndelige barn, som Emerging Churches vist nok må kaldes.

Denne ”anmeldelse” må ikke tages som nogen fuldgyldig vurdering af fænomenet Emerging Church eller nogen lokal dansk repræsentation af samme, dertil må man kende bevægelsen og dens medlemmer bedre og have oplevet dens måde at være kirke på. Og sådant kendskab har jeg ikke. Spændvidden mellem menigheder af Emerging Churches type siges at være meget stor. Karakteristik af én kirke kan vise sig fuldstændig forkert i forhold til en anden. Fænomenet er også ret nyt og må have tid til at sætte sig og udvikle sig, før en bare nogenlunde endelig vurdering kan gives.

Formålet med forhåndenværende anmeldelse er heller ikke at fremkomme med nogen formel bedømmelse, kritik eller ros af Kirker i Frembrud, bare at oplyse om, hvor information kan hentes og forhåbentlig indsigt med. I en måske senere artikel vil vi tage nogle af Brian McLarens synspunkter op til en nærmere analyse og vurdering.

Kritisk kommentar af Carson
Mest givende set ud fra mit hjørne og mit evangelikale ståsted har jeg fundet D.A.Carsons Becoming Conversant With The Emerging Church (Zondervan 2005) at være. Dette siger jeg og holder jeg fast ved trods Bent Bjerring-Nielsens kritik af Carson (men også indrømmelse) og Asger Højlunds og Poul Nyborgs kritik, selv om deres er mere afdæmpet.

Mig forekommer det, at Carson er fair i sin vurdering af Emerging Churches. Han finder sider ved dem, han roser og anbefaler. Men han finder også sider, ikke mindst ved Brian McLaren, som han er betænkelig ved, nogen sider særdeles betænkelig.

Det må ikke overses, at Carson har beskæftiget sig indgående med postmodernismen og pluralismen. Hans monumentale værk fra 1996 The Gagging of God er ikke til at komme uden om, heller ikke hans nyligt udsendt bog Christ and Culture. Desuden er han en fremragende bibelfortolker og en stor teolog. Hvad også er meget vigtigt er, at han er en brændende kristen, en ydmyg mand, som virkelig ønsker at tjene Guds kirke, også selv om han kender og ikke er ufølsom for dens mange fejl. Carson er virkelig en komet på den evangelikale himmel, og man skal være tidligt oppe, hvis man skal kunne overrumple ham. Men selvfølgelig er også han et menneske med vore allesammens muligheder for at tage fejl og fejlvurdere.

Det forbliver dog klogt at lytte til Carson og lytte opmærksomt. Hans kommentarer og indvendinger vil altid være vægtige kommentarer og indvendinger. Og hvad vigtigst er, er hans indvendinger bygget op på Skriften.

Det kan godt være, at nogen føler, at den postmoderne skepsis om den menneskelige erkendelse er så vægtig, at vi ikke har noget andet valg end at følge trop, men hvad nu, hvis det ikke kun handler om menneskelig erkendelse, men nok så meget om hvad Gud har sagt og åbenbaret og stadig formidler og giver liv og kraft ved sin Helligånd? Bibelen går ikke af vejen for at sige ”Så siger Herren”, den fører sig frem med et sandhedskrav, den taler ikke i usikre vendinger om det, som hører Gud til.

Tværtimod fortæller den os, at hvad Gud har åbenbaret, kan vi trygt stole på, bygge på, have tillid til, håbe på, handle på og trygt give videre til kommende slægter. Apostlene går ikke af vejen for at tale om ting ”vi er forvissede om”, om ting ”vi véd”, om ting vi helt sikkert tror på; om noget der står fast og ligger fast og står fast til evig tid; Nytestamente kalder kirken ”sandhedens søjle og grundvold”. Bibelen taler også meget bestemt om bestemte ting og tolker bestemte ting meget bastant.

Carson giver Bibelens udsagn fuld valuta og nægter at relativisere dem. Det er det, vi nogen gange har på fornemmelsen, at Brian McLaren gør. Deraf vor skepsis over for Brian McLaren, selvom vi gerne vil anbefale hans bøger, men læst spørgende og kritisk.