Boganmeldelse:
Klar tale om døden

Af Louis Nielsen - KP 03-2009

Efter Døden – en bog om det evige liv
Johannes Værge, Anis 2008

Johannes Værge gør op med Folkekirkens og præsters tøven med at tale klart om døden, opstandelseshåbet og det evige liv.

Bogen indleder med en betagende skildring af forfatterens oplevelse af sin fars død efter en trafikulykke, en død som strakte sig over flere dage. Men ellers er bogen en grundig og historisk introduktion til, hvordan man har set på døden og det efter døden fra den allerførste tid (Johannes-Evangeliet og Paulus) over oldkirken, middelalderen (Dante), Reformationen og Luther, Martensen, Ingemann, H.C.Andersen, Otto Møller, Kaj Munk, P.G.Lindhardt m.fl.

Næstsidste kapitel (kap. 13) er om Salmebogen og forestillingerne om det evige liv i den. Sidste kapitel indeholder forfatterens afsluttende reflektioner over De sidste Tider, dommen, det legemliges plads i opstandelsen, opstandelse og gensyn, Helvede og Himmel.

Johannes Værge var indtil for ganske nylig præst ved Domkirken i København, og han er forfatter til flere af de liturgiske bønner i den nye salmebog og til flere af de kollekter, som bedes under Domkirkens morgenandagt. Mange vil have glædet sig over hans tydelige og klare stemme, når det var ham, der stod for morgenandagten.

Lyset og det lysfyldte har altid været et motiv, Værge har skænket særlig megen opmærksomhed. Det gør han også i denne bog.

Sproget er klart, og bogen er klart opbygget, men man kan ikke sige, at den er nemt læst. Den er rig på detaljer, men er bestemt ikke kedelig. Gennemgangen af Dantes Guddommelige Komedie, af Ingemanns forfatterskab og af H.C. Andersens er en guldmine af oplysning. Vi stifter bekendskab med sider af forfatterskaberne, som nok vil være kendt af de færreste af dette blads formodede læsere.

Det man i teologien kalder Mellemtilstanden fylder meget i disse forfatterskaber, også i Martensens dogmatik og synes at vinde nogen genklang og sympati hos Værge. En mellemtilstand med en eller anden form for lutring før Himmelens salighed indgår i alle de nævnte forfatterskaber, og afvises ikke af Værge.

Set fra nærværende anmelders ståsted er det en af de ting i bogen, jeg ikke kan tilslutte mig, og som jeg mener har Skriften imod sig. Er det for at skaffe ræson for troen på alles ultimative frelse, at det føles nødvendigt med en mellemtilstand, hvor der stadig kan ske en lutring, hvor sjælene stadig har mulighed for at ændre på deres holdning til Gud?

Værge tror ikke på noget Helvede, og på nogens endelige fortabelse. Men hans position er gennemtænkt og ærbødig, og ikke mekanisk. Man kan ikke andet end føle sympati for hans fremstilling, og følelsesmæssigt er det hårdt at måtte slippe den og afvise den. Men den har Skriften imod sig, og værst af alt, den har Jesu ord imod sig.

Værge har ikke uld i mund. Han fører tydelig tale. Bogen er badet i lys. Håbet får ord at føre sig frem med. Den er bestemt værd at læse, værd at tænke over, og den giver meget. Også der, hvor den kalder på lodret uenighed.