Blue like Jazz

Af Carsten Thomsen- KP 01-09

Blue Like Jazz er cool. Donald Miller er cool, eller han vil i hvert fald gerne være det. Selv når han beskriver, hvor un-cool kristendommen virkelig er, så lyder det cool.

Blue Like Jazz er Donald Millers strøtanker om sit omtumlede liv, om hippie-kollektiv, en kristen studentergruppe, sine bohemeagtige venner (både kristne og ikke-kristne), de små “soundbites” af kristen indsigt, han opfanger og videregiver undervejs - og hans længsel efter et autentisk kristent fællesskab.

Bogen har haft enorm succes i USA og været på New York Times bestsellerliste - så den læses langt ud over kristne kredse. Nu foreligger den på dansk.
Donald Millers sprog flyder elegant og lækkert, som en saxofon-solo af Coltrane. Bogen vil nok mest tiltale unge kristne studerende - ja, du kunne nemt give den til en ung ikke-troende og vedkommende ville måske bagefter sige, at det lød cool at være kristen, og at han egentlig ikke behøvede at ændre sin livsstil særlig meget for at blive det.

Misforstå mig ikke. Jeg nød at være i selskab med Donald Miller og hans smidige semi-spirituelle småfilosoferen. Han har en befriende evne til at løsrive sig fra den kristne jargon, de religiøse klicheer og formulere tingene på en ny og overraskende måde.
Men undertitlen på bogen (som mærkeligt nok ikke er kommet med i den danske udgave) lyder: “Ikke-religiøse tanker om kristen spiritualitet”. Og det får man - de ikke-religiøse tanker - Millers sådan lidt famlende afsøgning af kristen spiritualitet, hvor han elsker at sige ting som “den ide er smuk”, “jeg kan godt lide tanken om, at....” eller “jeg føler mig tilpas med den definition” eller noget i den stil. Han behøver ikke lægge sig helt fast på noget, eller være 100 procent overbevist om teologiske udsagn og erklæringer. Lyder de smukke og har han en god mavefornemmelse, så må de vel også indeholde en vis sandhed.

Donald Miller kunne ikke finde på at citere Bibelen (i hvert fald ikke direkte - det er vel ikke særlig cool), han kunne aldrig finde på at skrive “alle mennesker er syndere”, men i stedet småsnakker han: “Jeg køber ideen om, at vi er behæftet med fejl, at der er noget i os, som er ødelagt. Jeg tror, det er lettere at gøre dårlige ting end gode ting. Og der er noget i dette basale faktum, en lille nøgle til meningen med tilværelsen” eller “Jesus er meget optaget af at formidle tanken om vor brudthed, og jeg tror, det er værd at overveje. Intet vil ændre sig i Congo, før du og jeg finder ud af, hvad der er galt med manden i spejlet” - Det er Millers “total depravity” på hverdagsdansk.

Det er lidt svært undertiden at afgøre, hvornår det er den mere afklarede kristne Miller, som skærer igennem, og hvornår det er den søgende og sonderende Miller, der sludrer. Men mange gange er det også vennerne, som leverer guldkornene i samtaler med ham, og dem er han god til at tage fat i.

Hans lidt afslappede holdning til mange ting er indimellem frustrerende. Som når han bebrejder en del af de kirker, han er kommet i, for at være snævertsynede og kun ønske at prædike republikansk politik og sælge Jesus som et eller andet produkt. Kritikken er god nok, og han får afleveret en masse rammende pointer, men skriver så i forbifarten: “Nogle af mine venner har forladt deres kirker og er i stedet blevet græsk ortodokse. Det synes jeg lyder meget cool. Græsk ortodoks”. Og der lader han den så hænge, sådan lidt,

det er lige meget, hvor du går i kirke, så længe du finder dig godt tilpas. Baptist eller græsk ortodoks - who cares? Denne laissez-faire, laid-back holdning gør sig gældende flere steder -man må jo være inkluderende, ikke ekskluderende, det handler om relationer, ikke om dogma. Der må være plads til alle, også ham den hashrygende med dreadlocks, som elsker røgelsen hos de græsk ortodokse. Man fornemmer, at Miller skriver i slipstrømmen på Emergent Church, uden at han dog bekender sig til nogen retning.

Men det skal siges, at Blue Like Jazz er fyldt med Millers selvironiske humor, et væld af inspirerende historier og anekdoter, og megen klogskab. Min kopi er fyldt med understregninger af vigtige pointer - og jeg nød læsningen. Samtidig - midt i begejstringen over hans vidunderlige prosa - forbliver jeg ret kritisk.

Og jo, jeg er klar over det.
Det er ikke særlig cool.

----

Blue Like Jazz
Af Donald Miller
Logia, 2007
253 sider