Vil I også gå jeres vej?

Af Carsten Thomsen

Efter dette var der mange af hans dis-ciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham. Jesus spurgte da de tolv: “Vil I også gå jeres vej?”. Simon Peter svarede ham: “Herre, hvem skal vi gå til? Du har det evige livs ord, og vi tror, og vi ved, at du er Guds hellige.”

(Joh. 6:66-69)

Mange af dem, der fulgte Jesus, forlod ham efter et stykke tid. Jo, miraklerne var fantastiske, men meget af det, han sagde, kunne de simpelthen ikke sluge. Det, han krævede kunne de ikke døje. Manden mente det jo dødsens alvorligt. Det var Jesus med hud og hår eller intet.

“Det er hård tale; hvem kan holde ud at høre på det?” vrissede de utålmodigt og sivede lige så stille væk fra Jesus, som de før så nysgerrigt fulgte. Og nu vender Jesus sig mod disciplene (og os), kikker dem i øjnene og spørger alvorligt:

Vil I også gå jeres vej?

Et spørgsmål stillet med et søgende blik, et håbefuldt hjerte, et ønske om at de dog måtte forblive hans venner, holde ud, følge ham. Vel vidende, at han om ikke så længe ville blive efterladt alene, og hvor selv hans nærmeste venner ville svigte ham.

Indimellem dukker der en tvivl op i mig. Tror du på Jesus, fordi du er vokset op med kristne forældre, som tog dig med i kirke, og fordi det er det, du har hørt på en hel barndom og ungdom? Ja, det er da en stor del af svaret. Men jeg kender også til ungdomsvenner, der fik den samme kristne opvækst, og som gik deres egen vej - som ikke længere bekender troen på Jesus.

En anden tvivl er mere påtrængende. Tror du på Jesus, fordi du ikke kan udholde tanken om alternativet? Hvilket er, at dette liv er det eneste, der er. Og der er ingen dybere mening med tilværelsen. Så runger Prædikerens ord i mig igen: “Alt er tomhed” - så føler jeg igen agnostikeren i mig trænge sig på.

Men så må jeg indrømme, at jeg også istemmer med Peters hurtige refleks: “Herre, hvem skal vi gå til?” Det er umiddelbart ikke nogen særlig overbevisende respons. Det lyder lidt som “hvis der var et alternativ, så ok, men jeg må indrømme, at lige nu, så er dette den bedste løsning for mig”.

Men det er nu engang Peters modspørgsmål, der ofte kommer op i mig: Hvem vil du gå til for svar på livets store spørgsmål og hvem har svaret på, hvor jeg kommer fra, og hvad meningen med det hele er? Hvem skal jeg gå til?

Til Sokrates eller Sartre? Til Dalai Lama eller Dawkins? Når jeg tænker på, hvem verdens filosoffer, religiøse ledere og populære videnskabsmænd er, og hvad de tilbyder, så bliver jeg ikke det mindste fristet.

Så må jeg resignere og svare: Hvem skal jeg gå til? Og hvilket andet fællesskab end kirkens vil jeg tilslutte mig? Nej, jeg ser intet brugbart alternativ.

Vil I også gå jeres vej?

Peter nøjes ikke med resignation. Han fortsætter heldigvis med at forklare, hvorfor der ikke er noget holdbart alternativ.

- Du har det evige livs ord - og vi tror, og vi ved, at du er Guds Hellige.

Wow. Soleklart og sikkerheden selv. Ikke alene tror vi. Nej, vi ved det. Hvor jeg dog elsker Peters stålfaste bekendelse. Peter ville nok efter opstandelsen lægge meget mere teologisk gods i denne bekendelse, end han gør lige her.

Måske tænker Peter tilbage på udtrykket i Det Gamle Testamente om, at Gud er Israels Hellige. Og for Peter er det sikkert den altoverskyggende tanke om, at han nu deler skæbne med den, som Gud har udsendt, den længe ventede Messias. “Du har det evige livs ord” er også Peters overbevisning om, at Jesus taler på Guds vegne.

Jesus har netop i versene før sagt: "De ord, jeg har talt til jer er ånd og liv". (Joh. 6:63). Ja, åbningen af Johannes Evangeliet understreger jo, at ikke blot har Jesus det evige livs ord - han ER Ordet. Det ord er som et lys, der skinner ned i en verden i mørke, ned i menneskets mørke sjæl og som kan vække den til live.

- Jeg er verdens lys. Den som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys, siger Jesus. (Joh. 8:12).

Vil I også gå jeres vej?

Hvorhen skal vi gå? Giver det nogen mening at vandre ud i mørket, når Jesus selv er lyset? Når han er vejen, sandheden og livet. Når han er den eneste, der kan frelse mig, den eneste, der har svaret på mine dybeste spørgsmål? Den, som alle til syvende og sidst må bøje sig for og erkende over for, at jo…han ER Herren, Kongen, den, der har det evige livs ord?

Bekend din tro

Det er god åndelig medicin at bekende Jesus, som Peter gør her. Jeg tror, det er en god medicin over for den tvivl, som tid til anden opstår hos os. For den bekendelse virker i os en fasthed i troen, den stadfæster i os vor første bekendelse.

Kom til gudstjeneste og bekend din tro sammen med Guds folk. I lovsangen hylder vi ham som Herre og Konge - i nadveren som Guds Lam, der blev ofret for vor synd. I hverdagen kan vi bekende ham som Hyrden og Lægen, der har omsorg for os.

Der er så mange facetter ved Jesus. Bekend dem. Og sig tak for dem. Jesus bliver vi aldrig færdig med. Og han bliver aldrig færdig med os.

Vil I også gå jeres vej?

Richard Wurmbrand, der blev tortureret for sin kristne tro i Rumænien under det kommunistiske styre, skriver dette i bogen “Tortured for Christ”:

- Jeg har oplevet utallige ateister, der på deres dødsleje har fortrudt deres gudløshed; de råbte på Kristus. Men kan du forestille dig en kristen, der, når døden nærmede sig, skulle fortryde, at han havde været en kristen, og så råbe efter Marx eller Lenin?

Nej, lyder det selvfølgelige svar fra Wurmbrand. Hvad kan Marx eller Lenin tilbyde af trøst til en døende?

Wurmbrand mærkede på sin krop, hvad det betød at bekende Kristus foran kommunismens bødler. Men ikke for et øjeblik ville han opgive denne bekendelse. En kristen er en, der har virkeligt meget at bekende. Om Jesus.

Vil I også gå jeres vej? Svaret er nej. Jesus, du har det evige livs ord.