Gud i dagliglivets trummerum

Af Louis Nielsen

Mange af os går rundt med en følelse af, at hvis der på en eller anden måde ikke sker noget i vort liv, hvori vi tydeligt mærker og ser Guds nærvær, så er der noget galt enten med os eller måske galt med Gud.

Og selvfølgeligt kan der været noget galt, ikke med Gud, men med os. Det bør vi naturligvis ikke være blinde for.

Men der behøver ikke at være noget galt, slet ikke. Vi er mennesker, som er sat her med en opgave, noget vi skal røgte og pleje.

Vort daglige arbejde hører hjemme i den kategori, således også vor opgave som ægtefælle, som forældre, som bedsteforældre, som ven for vore venner, beskytter og hjælper for de svage. Vi er her også for at være gode borgere i det samfund og det land, vi bor i og hører til. Vi er her også for at tage vare på den natur, vi er omgivet af, marker, landskaber, planter og dyr.

Skabelsesmandatet

Alt dette ligger i skabelsesmandatet og overdragelsen af skabelsen til menne-skets pleje; det ligger i, hvad Bibelen forstår ved ”arbejde” eller ved ”gode gerninger”, og vi møder det overalt i det, vi kunne kalde Bibelens etik og det både i Det Gamle - og i Det Nye Testamente.

Og i det er vi velsignede og kan regne med Guds velsignelse. ”I seks dage skal du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud” (2 Mos 20:9).

Da Jesus helbredte den multibesatte mand i gerasenernes land, lagde han, set med moderne øjne, op til en sensation, og vi kan levende forestille os, hvad nutidens kristne ugepresse ville kunne bruge den fortælling til.

Men Markus fortæller os, at da ”Jesus var ved at gå om bord i båden, bad manden, der havde været besat, om lov til at komme med ham. Men det afslog han og sagde til ham: ”Gå hjem til dine egne, og fortæl dem om alt det, Herren har gjort mod dig, og at han har forbarmet sig over dig” (Mark 5:18-19).

Skriften lægger vægt på det ”rolige og stille liv, i al gudfrygtighed og agtværdighed” som et liv, der ”er værdsat hos Gud” (1 Tim 2:2-3), som i det hele taget det at passe sin daglige dont finder genklang både i Skriftens anvisninger til os og i flere af de eksempler på tro og gudsfrygt, som den præsenterer os for.

Paulus var ikke alene den store apostel og omrejsende forkynder af evangeliet, han kunne også vise sine hænder frem og sige:

”I ved selv, at disse hænder har tjent til alt, hvad jeg og mine medarbejdere havde brug for. Jeg har vist jer, at ved at arbejde sådan bør man tage sig af de svage og huske på de ord, Herren Jesus selv sagde: ”Det er saligere at give end at få” (ApG 20:34-35).

Når profeten Hoseas fører patriarken Jakob frem som et eksempel for sit frafaldne folk, er det f.eks. ikke Jakobs brydekamp med Herrens engel, han refererer til, men de mange, for Jakob så trælse år, hvor han af kærlighed til sine hustruer og sine børn sled og slæbte hos Laban og fandt sig i dennes snyd og bedrag (Hos 12:13; se også vers 3-7, især ordene i vers 7:

”Ved din Guds hjælp skal du vende tilbage. Tag vare på troskab og ret, sæt altid håbet til din Gud”.

Noget tilsvarende vil vi kunne sige om Moses, som i fyrre år vogtede får hos sin svigerfader Jetro i Midjans ørken (2 Mos 3:1 ff.).

Og sådan kunne vi blive ved med at finde eksempler på ordinære mænd og kvinder, som under ordinære omstændigheder tjente Livets Gud og tjente ham til hans velbehag.

Og tænker vi over det, så er det almindelige, det ordinære også det, som udfylder det meste af vort liv, selv også for dem iblandt os, som Gud kalder i en særlig tjeneste for ham.

Men det ordinære vækker jo ikke opsigt, så det er ikke det, vi skriver hjem om. Måske er det derfor, at missionærer har det så svært med bedebreve, for hvad skal de skrive om, når det ordinære fylder så meget i deres hverdag. Det er jo ikke ligefrem det, som får folkene derhjemme til at ”spytte i kassen”.

Men igen er det i det ordinære, at Gud mestendels møder os og danner os til Guds mennesker (2 Tim 3:14-17).

Da som Gud Faders egne små

i dagetal vi lære

i Åndens kraft at stå og gå

og tale til Guds ære,

opelskes til i manddoms år

som træer i Guds abildgård

velsignet frugt at bære.


Så vokser vi i Jesu fjed,

så kommer vi til kræfter,

så lærer vi at elske fred

og skikke os derefter;

så fyldes med den visdom vi,

som ydmyghed er sjælen i,

hvorved ej hovmod hæfter”.