Sig tak under alle forhold

Af Carsten Thomsen

Sig altid Gud Fader tak for alt i vor Herre Jesu Kristi navn.
Efeserne 4:20

I hverdagen går det sjældent op for os, at vi får en hel del mere end vi giver, og at det kun er med taknemmelighed at livet bliver rigt.
Dietrich Bonhoeffer

Det er vigtigt at sige tak. Det ved vi.

Vi forsøger at lære børnene gode manerer. Lille Brian, sig nu tak til onkel Bent for gaven. Det er uhøfligt efter at en har gjort os en tjeneste, så bare at ignorere vedkommende. Nej, selvfølgelig siger vi tak. Alt andet er uhøfligt - utaknemmeligt.

En kristen er en person, som siger tak og som har et taknemmeligt hjerte. At takke Gud er ikke bare noget en kristen engang imellem må mande sig op til. Det er ikke bare en tak her og der, for dit og dat. Taknemmelighed er en grundlæggende livsholdning. Det er en linse, hvorigennem vi bør se verden, som den er.

En kristen anerkender, at alt, hvad han er og alt, hvad han har fået skyldes Gud, som er de gode gavers giver. “Jorden med alt, hvad den rummer, verden og dens beboere, tilhører Herren” (Salme 24:1). Vi tilhører ikke os selv. Vi tilhører Herren (Rom. 14:8).

Den samme tanke kommer frem i Paulus’ ord i 1. Kor. 4:7: “Og hvad har du, som du ikke har fået givet? Og når du har fået det, hvorfor er du da stolt, som om du ikke havde fået det givet?”.

Francis Schaeffer talte om, at som menneske bør man bøje sig to gange for Gud. Vi må bøje os som skabninger og anerkende vor afhængighed af Gud, vores “skabthed”, at vi er begrænsede væsener, som er afhængig af Gud for hvert et åndedrag, vi tager. Men vi må også bøje os moralsk, som syndere, der er uden undskyldning. Vi har behov for tilgivelse, barmhjertighed, nåde.

Vi kan faktisk slet ikke nærme os Gud på den rigtige måde, hvis vi ikke har en tak i hjertet. Salme 100:4: “Gå ind ad hans porte med takkesang, ind i hans forgårde med lovsang, tak ham, pris hans navn!”.

Et taknemmeligt hjerte anerkender netop Gud for det, han er. Alle gode gavers Giver. Trofast og barmhjertig. Hver dag bør vi bøje os ind for Gud og takke ham for frelsen, for tilgivelsen, for brødet, for fællesskabet, for livet.

Utaknemmelighed

Det er netop dette, som en ikke-troende undlader og som er så alvorligt.

“For de kendte Gud, og alligevel ærede og takkede de ham ikke som Gud; men deres tanker endte i tomhed, og de blev formørket i deres uforstandige hjerte. De hævdede at være vise, men blev tåber” (Rom. 1:21-22).

Det liv, som de har fået fra Gud, den verden, Gud opretholder, den naturens skønhed, som de omgiver sig med, den føde, som spirer op og ender på bordet - det tager de og river ud af Guds fremrakte hænder uden så meget som at ænse ham. Derfor er de tåber og formørket i deres hjerte. Uden forstand. Uden visdom.

Utaknemmelighed er en alvorlig anklage Gud kommer med flere gange i Skriften. Jøderne klagede til Moses over Herren. Den Gud, der lige havde reddet dem fra slaveriet i Egypten.

“Vore fædre i Egypten gav ikke agt på dine undere; de huskede ikke på din store trofasthed....Han frelste dem fra modstanderne, og befriede dem fra fjenderne. Da stolede de på hans ord og sang hans pris. Men de glemte hurtigt hans gerninger og ville ikke afvente hans råd....De murrede i deres telte og ville ikke adlyde Herren” (Salme 106).

Salmen er fyldt med israelitternes knurren. De glemte at sige tak. De glemte at lovsynge.

I evangelierne er der beretningen om de ti spedalske, der bliver helbredt, og kun én vender tilbage til Jesus for at sige tak. “Hvor er de andre?”, spørger Jesus. En naturlig undren, for hvad er mere naturligt, når man lige er blevet helbredt end at takke mirakelmageren. Men nej, kun én kom tilbage.

Dagligdagens tak

Taknemmelighed starter om morgenen. “Tak Gud for hver en nyfødt morgen. Tak Gud for hver en dejlig dag”, synger vi i en sang (citeret frit fra hukommelsen). En afrikansk bøn begynder således: “Tak for at du vækkede os her til morgen”.

David takkede Gud om morgenen - også selvom han var drevet på flugt, da Saul prøvede at slå ham i hjel:

“Vågn op, min sjæl, vågn op, harpe og citer, jeg vil vække morgenrøden. Jeg vil takke dig blandt folkene, Herre, jeg vil lovsynge dig blandt folkeslag-ene. For din godhed når helt op til himlen, din troskab til skyerne” (Salme 57:9-11).

Vi beder ikke blot “Giv os i dag vort daglige brød”, men vi takker også for det brød, vi får. Der er mange, som går sultne i seng rundt om i verden. At vi får det daglige brød er ingen selvfølge.

G. K. Chesterton var en britisk journalist og katolik, som i den grad sprudlede af glæde over det liv, som Gud gav ham. Og han glemte ikke at sige Gud tak for hverdagens glæder. Som han et sted skriver.

“Du siger tak før måltidet. OK. Men jeg siger tak før operaen og koncerten. Og tak før jeg åbner en bog. Og tak før jeg svømmer, maler, fægter, vandrer, leger, danser. Og tak før jeg dypper pennen i blæk.

Som Paulus siger i Kol. 3:17:

“Hvad I end gør i ord eller gerning, gør det alt sammen i Herren Jesu navn, og sig Gud Fader tak ved ham!”.

Tak i mørket

Det er her, det bliver svært. For hjertet har nemt ved at flyde over med taknemmelighed i livets stjernestunder. Men når mørket sænker sig er det vanskeligere at løfte hjertet i pris til Gud.

Det dur ikke med et forstillet og formelt tak, hvis hjertet i virkeligheden kun er fyldt med bekymring og angst. Vi kommer til Gud med det, vi er fyldt af. Salmernes Bog er fyldt med klagesange over alle mulige ting - men dertil må siges, at de næsten altid ender med lovprisning og tak - eller at der er et element af tilbedelse og lovprisning i dem.

Jo, vi må komme med al vor nød til Gud, og har vi svært ved at sige tak, så må vi bede Gud om at give os “en salmetunge”, et taknemmeligt hjerte.

Giv mig, Gud, en salmetunge,
så for dig jeg ret kan sjunge
højt og lydelig,
så jeg føle kan med glæde:
sødt det er om dig at kvæde
uden skrømt og svig!

Himlene din glans forkynde,
lad hver morgen mig begynde
dagen med din pris!
Og når aftenklokken ringer,
lad min sang på lærkevinger
stige ligervis!

Det er robust hverdags-kristendom. Så for dig jeg ret kan sjunge, højt og lydelig, så jeg føle kan med glæde. Det bør være hjertets dybe ønske.

Gud forventer ikke, at vi skal sige tak for alting og for alt, hvad der sker med os og i verden. Djævelen, ondskab og synd er ikke gode ting. Det er ikke meningen, at vi skal takke Gud for tsunamien og for kræftknuden og det onde, som sker med os.

Paulus opfordrede i stedet de troende til at sige “tak under alle forhold; for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus” (1. Thess. 5:18). Der er forskel på at takke Gud for alle forhold og så takke ham under alle forhold. Gud kan måske bringe noget godt ud af en dårlig situation - og vi kan takke Gud for de gode ting, som Gud kan virke ud af lidelse, men det er noget andet.

Paulus selv takkede i mørket. Da han og Silas blev smidt i fængsel, så knurrede de ikke mod Gud, men der i fangehullet takkede de Gud og sang lovsange. Og de andre fanger undrede sig.

Teologen Matthew Henry, der levede i 1600-tallet, blev engang udsat for et røveri. Da han i sin dagbog reflekterede over hændelsen kom det sådan frem.

- Lad mig være taknemmelig, Herre, for det første, fordi jeg aldrig er blevet røvet før; for det andet, for selvom de tog min pung, så tog de ikke mit liv; for det tredje, for selvom de tog alt, så var det ikke meget; og for det fjerde, fordi det var mig, der blev røvet og ikke mig, der røvede.

Det sætter pludselig en grim oplevelse i et helt andet perspektiv.

Det lyder måske lidt overhelligt at anlægge sådan en “det-kunne-være-gået-meget-værre-holdning”, men alligevel tror jeg, at Matthew Henry har fat i det helt rigtige.

Han åbner sig for en mere håbefuld og lys dimension af livet ved at løfte sit blik til Gud i tak for det, han blev sparet for i stedet for at knurre over det, han blev udsat for.