Livet forstået som en rejse

Af Louis Nielsen

Da tiden var ved at være inde, til at Jesus skulle optages til himlen, vendte han sig mod Jerusalem som målet for sin rejse. Han sendte nogle sendebud i forvejen; de gik af sted og kom ind i en samaritansk landsby for at forberede hans ankomst.

Men dér ville de ikke tage imod ham, fordi han var på vej mod Jerusalem. Da disciplene Jakob og Johannes så det, spurgte de: »Herre, vil du have, at vi skal sige, at der skal falde ild ned fra himlen og fortære dem?« Men han vendte sig om og satte dem i rette. Så gik de til en anden landsby.

Lukas 9:51-56.

Lukasevangeliet har et langt afsnit, som som kaldes Lukasevangeliets rejseberetning. Også andet bind af Lukas’ fortælling, Apostlenes Gerninger indeholder lange rejseberetninger, her ikke mindst om Paulus’ rejser ud i den græsk-romerske verden, som kulminerede med hans ankomst til Rom.

I Det Gamle Testamente er der også mange rejseberetninger; Abrahams emigration fra Mesopotamien til Kana’an, Moses’ flugt til Midjan og Israels ørkenrejse fra Egypten til landet, som flød med mælk og honning, Kana’an - og mange andre rejser.

Det Nye Testamente lægger en åndelig betydning i dette rejsemotiv - perspektivet er ikke en geografisk rejse, men den troendes pilgrimsvandring fra denne forgængelige verden til Guds by, det himmelske Zion.

Det gør Hebræerbrevet en del ud af, og Paulus er inde på det, når han til menigheden i Filippi skriver, at ”vort borgerskab er i himlene; derfra venter vi også Herren Jesus Kristus som frelser. Han skal forvandle vort fornedrede legeme og give det skikkelse som hans herliggjorte legeme med den kraft, hvormed han kan underlægge sig alt” (3:20-21).

Rejsen mod den evige død I dødsannoncer i aviserne møder vi ofte udtrykket ”den sidste rejse”, at NN ”er taget på sin sidste rejse”. Hvad man helt præcist mener med det er svært at greje.

Måske udtrykker det for nogle et skjult håb om, at afdøde ikke er på vej ud i intetheden, men er på vej til en eller anden destination, et eller andet godt sted. I mange andre tilfælde er det næppe andet og mere end en metafor, en udtryksmåde, som er mere spiselig end rent ud at sige, at NN er død.

Uden Jesus, siger Paulus i Efeserbrevet, er ”vi uden håb og uden Gud i verden” (2:12); vores destination er da ”den anden død”, døden bag døden, fortabelsen, helvede.

Det er den virkelige gru ved døden, den gru, vi alle ville have mødt, hvis Jesus ikke var kommet, hvis Gud ikke i ham havde rakt sin frelsende og reddende hånd frem. Vores livsrejse ville da kun have den ene destination, den evige død.

Rejsen mod Guds evige rige

Alle håber, at livet har en mening, at det ikke bare ender i ingenting. Et kendt ”begravelsesritual”, vi ser i mange film, formulerer sig poetisk med at ”Jeg er ikke død, men I vil møde mig i vindens susen og i fuglenes sang” etc.

Men de smukke ord til trods, hvad siger de andet end, at hvad der er tilbage af afdøde ikke er andet end molekyler af uorganisk stof, som på forskellig vis indgår i naturens aldrig afsluttede kredsløb. Sært hvis nogen kan finde trøst i det? Men tror vi på Jesus, så tror vi på en, som har overvundet døden og er brudt igennem dødens port. Så ved vi, at vores evige og endegyldige destination ikke er gravens mørke, men hans hjem, hans herlighed, som han ønsker at dele med os.

Jesus tilbyder os i evangeliet at rejse med ham til den verden, som er hans, hjemmet i ”Faderens hus med de mange boliger” (Joh 14:2), Himmelen, det evige liv, Guds evige rige. Det er den rejse, vores tekst i Lukas 9:51-56, indbyder os til.

“Da tiden var ved at være inde, til at Jesus skulle optages til himlen, vendte han sig mod Jerusalem som målet for sin rejse”. Lukas 9:51.

Ordene kommer efter Peters bekendelse, efter Jesu første og anden lidelsesforudsigelse og efter forklarelsen på bjerget (Luk 9:18 ff; 21 ff.; 28-43; 44-45.)

Tæt ved afslutningen af evangeliet læser vi: ”Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen” (24:51), og i Apostlenes Gerninger 1:9 ff. læser vi: ”Da han havde sagt dette, blev han løftet op, mens de så på det, og en sky tog ham bort fra deres øjne”.

Den korte version af Markus Evangeliets uautentiske afslutning lyder således: ”Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med” (16:20).

I Johannes Evangeliet forbereder Herren sine disciple i hele fire kapitler på sin bortgang til Faderen og til herligheden, han havde hos Faderen, før verden blev skabt, og han forklarer meget indgående, både hvad det betyder for ham, for dem og for budskabet, de er sat til at forkynde (kapitel 14-17).

Jesus har Jerusalem som sit mål, men Jerusalem er kun en mellemstation; hans egentlige destination er Himlen hvorfra han kom, og hvor han havde haft hjemme fra ”før verdens grundlæggelse”.

Dertil vender han tilbage i et opstandelses-legeme iklædt Faderens herlighed, men bærende alle de træk, han havde båret i sin jordiske krop, inklusive mærkerne efter korsfæstelse og spydstikket i sin side.

Korsfæstelsen inddrager også opstandelsen og himmelfarten. Jesus vender tilbage til sin herlighed via kors, grav, opstandelse og himmelfart, og vil drage millioner af forløste med sig. Det er den rejse, han indbyder sine disciple, og indbyder også os, til at ledsage ham på.

En rejse med omkostninger

Lukas 9:51-19:44 handler om efterfølgelsens vej. Straks får vi at vide, at andre rejsedeltagere er velkomne. Der er ikke tale om en eksklusiv flok. Men vi får også at vide, at det bestemt ikke er alle, som er villige til at rejse med, og at vi må respektere deres afgørelse. Vi kan ikke tvinge Jesus og Himlen ind på noget menneske.

Det er ikke flokkevis, at mennesker tager med os på rejsen. Jo nok under vækkelser, men de er snarere undtagelsen end reglen. Det normale mønster synes at være, at mennesker kommer, nu en, nu to, nu tre.

Samaritanerne i 9:52 afviser Jesus i flok. Teksten viser os også, at mennesker kan komme og udtrykke begejstret, at de vil med, men så alligevel have deres forbehold ved at begive sig med os (9:57-62).

At følges med Jesus kan komme til at koste hus og hjem, familie, job, ære. Så vær i det mindste beredt på det. For Jesus havde rejsen ultimativt en glædelig udgang – der var en glæde, som ventede ham - men der var en forfærdelig ydmygende og smertefuld mellemstation på vejen (se Heb 12:1-3).

Således er der lidelser for os at bære, som der var det for ham, men alligevel er hans ”byrde let”, for han bærer den med os, og ”hvilen”, han giver os, er uden sidestykke. Jesus er vores medvandrer. Langs hen af rejsen er der mange ting, vi lærer af Jesus. For eksempel hans måde at møde mennesker på.

Lukas, som var Paulus’ tro medarbejder, har under sine rejser med Paulus iagttaget mange ting de forskellige steder, rejserne bragte dem. På de rejser har Lukas også samlet oplysninger om Herren Jesu liv, og han har i sit evangelium arrangeret disse sådan, at de kan tjene til vejledning og hjælp for kristne i den del af verden, han gennemrejste, og dermed også for os.

For vidnesbyrdet om Jesus, fortællingerne om ham er ikke kun givet os for at vi skal vide, men også for at vi skal efterfølge og efterligne Jesus, lære at have det samme sind som han, lære at træde i hans spor.

Det er en vigtig tilgang til kristenlivet, Lukas (og Helligånden) dermed giver os.

For Jesus er ganske vist indgået til sin herlighed, ”en sky tog ham bort fra deres øjne”, men samtidig er han ”med os alle dage”, ikke bare som tilskuer, men som medvandrer, som en vi har ved vor side, og en som vi gennem ordet ved Helligånden kan iagttage og opleve som medvandrer.

Så en dag, ser vi ham som Han er, og så endelig er vi hjemme, hjemme i hjemmet, han har beredt os og hele vejen har ledet os til.

Når jeg rejse skal gennem dødens dal,
lad dit blod min strid forsøde,
og bered mig selv at møde i din Himmel-sal,
når jeg rejse skal.

(H.A.Brorson 1734 Herlighedens Gud)