Håb for en kristen, der falder

Af Carsten Thomsen

Midt i gården havde de tændt et bål og slået sig ned om det, og Peter satte sig blandt dem. En tjenestepige så ham sid‐ de ved ilden, kiggede nøje på ham og sagde: »Han dér var også sammen med ham.« Men han nægtede det og sagde: »Jeg kender ham ikke, kvinde!« Lidt e er var der en anden, som så ham og sagde: »Du er også en af dem.« Men Peter svarede: »Vel er jeg ej, menneske!«

En times tid senere var der en til, som forsikrede: »Jo, sandelig var han også sammen med ham; han er jo også fra Galilæa.«

Men Peter sagde: »Menneske, jeg ved ikke, hvad du taler om!« I det samme han sagde det, galede hanen. Herren vendte sig om og så på Peter, og Peter huskede det ord, Herren havde sagt til ham: »Før hanen galer i nat, vil du fornægte mig tre gange.« Og han gik udenfor og græd bitterligt.
Lukas 22:55-62

Den romerske statholder Plinius skrev i år 112 en indberetning til kejser Trajan om sine forhør af folk, der var anklaget for at være kristne.

Han plejede at spørge fangen tre gange “Er du en kristen?” Den anklagede beviste sin uskyldighed ved at nægte det og bage er forbande Jesus. Denne forbandelse var bevis nok for autoriteterne om, at personen ikke var en kristen og kunne slippes fri. De an‐ dre, der nægtede, dem henrettede Plinius.

Nu melder historien ikke noget om, hvorvidt Plinius havde Peters fornægtelse i tankerne, men tankevækkende er det.

Beretningen om Peters fald er chokerende læsning. Bibelen tegner ingen glansbilleder af de troendes liv. Den udstiller fejl og svigt hos nogle af de kendteste og mest afholdte troende både i Det Gamle Testamente og Det Nye. Abraham, Moses, David og nu Peter.

Vi berøres alle af Peters synd. For hvordan kunne denne åndelige leder, denne Jesus-tro discipel falde så dybt. Ja, hvordan kunne han fortsætte i troen efter en sådan fornægtelse?

Peter var ikke fej, han var ingen bangebuks. Tværtimod. Han var den fødte karismatiske leder, den, som alle flokkedes om. Hans gaver var indlysende og mange. Folk blev begejstret i hans selskab, han gik altid forrest og kunne inspirere de andre. Og alligevel svigtede han nærmest der, hvor vi følte han ville være allerstærkest. Da han skulle komme med den bekendelse, som han så stålfast før havde proklameret (Joh. 6:68)

Vi føler, at Peter stolede alt for meget på sig selv og sin egen styrke og selvtilstrækkelighed.

Der var ikke hold i hans “selvom alle de andre svigter - så vil jeg aldrig, aldrig svigte. Om jeg så skal dø, så vil jeg aldrig fornægte dig”.

Den nat rystedes Peters grundvold. Ikke alene blev han bragt på knæ, da han fornægtede Jesus - hans livsdrøm brast også. Han havde fulgt en Messias, der skulle knuse alle fjender. Romere og farisæere og alle, der stod hans Herre imod. Og nu hænger Jesus på et kors.

Tanken om at Jesus skulle dø var slet ikke faldet ham ind.

Måske var det denne fornægtelse, der blev vendepunktet for Peter. Det bragte ham på knæ, hans selvtilstrækkelighed blev en gang for alle knust.

Jesus er der i vort fald

Det er opmuntrende at se Jesus midt i denne beretning.

1. Jesus er der før Peter svigter:

Han siger til Peter: “Jeg bad for dig, for at din tro ikke skal svigte. Og når du engang vender om, så styrk dine brødre”. Hvor må disse ord ikke have trøstet Peter, da han i gråd vandrede væk fra forhøret af Jesus, væk fra sin Frelser. Peter bevarede sin tro. Eller rettere - Jesus bevarede den for ham. Peter angrede, græd og bekendte.

Det kan godt være, at det overraskede Peter, at han sådan kunne falde og svigte. Han forstod det ikke. Hvordan kunne han så pludselig fornægte selveste Messias - hvad skete der? Hvordan kunne jeg? Jesus er ikke overrasket - han vidste længe før, at det ville ske, og forberedte endda Peter på det.

Det er muligt, at vi bliver overraskede, når vi igen falder og svigter - det smerter Guds hjerte - men det overrasker ikke Jesus. I Jakob 3:2 står der: “Alle begår vi mange fejl”. Ikke nogle få af os, men os alle -og ikke få fejl, men mange.

Tænk engang hvilken forbeder at have midt i fristelsen, midt i vores svigt. At have en hvis store opgave i Himlen er at gå i forbøn for os. Han bad for Peter - og han beder det samme for os i dag - at vi må holde fast ved Jesus på trods af, at vi synder.

2. Under fristelsen var Jesus der også.

Der står: “I det samme han sagde det, galede hanen: Herren vendte sig om og så på Peter, og Peter huskede det ord, Herren havde sagt til ham.”

Midt i Peters svigt ser Jesus på ham, og det er et blik, som brænder sig ind i Peters bevidsthed. For altid. Er det et blik fyldt med foragt og kulde? Nej, jeg tror det ikke. Jesus er allerede på dette tidspunkt slemt forslået med stokkeslag og knytnæveslag. Og ud fra sit forslåede blødende ansigt ser han på Peter med dyb medlidenhed og kærlighed - ligesom for at minde ham om, at han stadig er elsket - og Peter kan ikke andet end gå bort og briste i gråd.

3. Jesus er der også efter Peters fornægtelse.

Vi har den lidt underfundige beretning i Johannes-evangeliet, hvor Jesus efter opstandelsen tager Peter til side sammen med Johannes - og spørger ham tre gange “elsker du mig” - for ligesom at give Peter en chance for tre gange at bekende Herren igen.

Interessant nok spørger Jesus ham første gang: “Elsker du mig mere end de andre”. Havde det været den gamle Peter, så havde han nok svaret: “Ja, selvfølgelig, Jesus, glem alle de andre vatnisser - du ved, at jeg er den eneste, du kan stole på. Jeg elsker dig mest. 110 procent”.

Nu svarer Peter stille: “Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær”. Og han bruger her ikke det stærkeste ord for kærlighed, der er på græsk. Der er kommet en sund ydmyghed og selverkendelse ind over Peter.

Jesus omfavner Peters svigt, både før, under og efter hans fald. Jesus beder for ham, er der midt i fristelsen og rejser ham også op efter faldet.

Jesus ønsker ikke at efterlade os i vort nederlag. Og som vi følger Peters liv, så var det heller ikke denne alvorlige fornægtelse af Jesus, der kom til at definere ham.

Jo, det blev nedskrevet af alle fire evangelister. Men Peters eftermæle er ikke “Fornægteren”, han blev Peter “Den tilgivne”. Alt han behøvede var at se på Jesu forslåede ansigt og vide, at Jesus på korset havde betalt for den synd, Peter havde begået.

Jesus genopretter os

Skylden over fortidens synder kan hæmme os på mange måder. Knuge os og gøre os fortrykte. Eller vi kan sådan lidt Søren Brun-agtigt gå og græmme os over brister i vor karakter, som klumper sig sammen og giver grobund for mismod.

Satan ønsker mere end noget andet at binde os fast til skylden og synden - men Jesus ønsker at sætte os fri - så vi kan tjene og leve i hans tilgivelse, leve i den frihed og glæde, han giver.

Ved du, at Jesus beder for dig i dag?

At din tro ikke må svigte? Han ser i dag på dig med et kærligt blik, og beder dig komme til korset med alt det, der plager dig. Jesus ønsker at genoprette dig og ønsker én ting af dig frem for alt andet. At høre dig bekende hans navn igen i dag.

Peter kunne nogle få uger efter stå på Pinsedagen og udråbe de befriende ord: “I dag kan vi atter ånde frit” - jeg kan godt lide de ord.

Tænk, hvor indespærret, isoleret og alene Peter måtte have følt sig. Kun en fuldt ud tilgivet og genoprettet Peter kunne med frimodighed nu så kort tid efter sige: Jo, de tider er kommet, da vi kan ånde frit. Jo, jeg fornægtede Herren, men jeg har på grund af korset lov til at søge tilgivelsen og glæden i Jesus.

Ordene i Mikas Bog 7:7-8 kunne lige så godt være sagt af Peter:

Jeg spejder efter Herren, jeg venter på min frelses Gud. Min Gud vil høre mig! Du skal ikke glæde dig over mig, fjende, for jeg faldt, men rejser mig igen, jeg bor i mørke, men Herren er mit lys.