At opmuntre hinanden

Af Carsten Thomsen

Jeg har “nu i korthed skrevet for at opmuntre jer og bevidne, at dette er Guds sande nåde; den skal I holde fast ved”.
1. Pet. 5:12

Trøst derfor hinanden og opbyg hinanden, som I også gør.
1. Tess. 5:11

Richard Wurmbrand fortæller om et brev, han fik fra en russisk kristen, som var blevet løsladt fra fængsel. Der stod:

Min ydre fremtoning er ikke smuk. I arbejdslejren arbejdede jeg i en mine. Der skete en ulykke og jeg blev pukkel-rygget. En dag stirrede en dreng på mig og spurgte: “Onkel, hvad er det du har på ryggen?”. Jeg var sikker på, at nu ville der komme en hånlig bemærkning. Alligevel svarede jeg: “En pukkel”. Nej, sagde barnet. “Du har ikke en pukkel, men en kasse. I denne kasse er der skjult nogle englevinger. En dag vil kassen åbne sig og du vil flyve til himlen med disse vinger”. Jeg græd af glæde. Selv nu, når jeg skriver, græder jeg.

Det er svært at undervurdere, hvilken styrke der ligger i et opmuntrende ord, eller et trøstende klap på skulderen. Den lille dreng i historien havde så sandelig “opmuntringens nådegave”.

Vi trænger alle til opmuntring i vores tjeneste for Gud. Det er trist, hvis de mange samvittighedsfulde kristne, der tjener i det lokale fællesskab og den lokale kirke, føler sig overset, ikke værdsat, uden betydning. For den lokale kirke kan kun eksistere, hvis de uge efter uge trofast leder søndagsskolen, bager kage og brygger kaffe og sørger for teknikken under gudstjenesten.

Opmuntring giver nye kræfter

Uden opmuntring kører vi i længden sur i det. Og det kristne fællesskab vil lide svært under det. Det er ikke kun lederskabet i en kirke, som skal sørge for, at denne gensidige opmuntring, opbyggelse og trøst er til stede iblandt os. Det er vi hver især ansvarlig for. Det græske ord for “opbyg” i 1. Tes. 5:11 kan oversættes med at opmuntre eller trøste - alt efter sammenhængen.

Jeg redigerede i nogle år Operation Missions blad. Flere gange overvejede jeg at stoppe. Hver gang jeg var færdig med et blad kom der en meget opmuntrende mail fra Bitten Schriver. Disse mails var fyldt med lovprisning - ja, “over the top” ros for det, jeg lavede. Hun var bare så taknemmelig. Og jeg følte mig så opmuntret at jeg fortsatte.

Opmuntring hjælper os til at vokse i troen

Paulus var nok en af de ivrigste kristne til at opmuntre og opflamme sine brødre og søstre i troen. Han glemmer aldrig at rose og fremhæve folk og løfte dem op.

Ved afslutningen af sit lange brev til Romerne, nævner Paulus 26 enkelt-personer, to familier og tre husmenigheder. Hils dem, siger han - flere af dem var slaver og kvinder - to grupper, som havde meget lidt social status og indflydelse. De bliver fremhævet og mange får en varm personlig hilsen i dette vigtige brev. Og Paulus havde aldrig været i Rom, da han skrev brevet, så flere af disse personer havde han aldrig mødt. Så skriver han:

“Jeg anbefaler vor søster Føbe til jer; hun er menighedstjener i Kenkreæ. Tag imod hende i Herrens navn, som det hører sig til mellem de hellige, og hjælp hende med alt, hvad hun kan få brug for fra jer. Hun har selv stået mange bi, også mig.” (Rom. 15:1-2).

Føbe bliver tiltalt som søster, som menighedstjener, som en, der selv har hjulpet mange mennesker. Hun bliver fremstillet som en, der er vigtig og brugbar, hun bliver rost og ophøjet. Og allerede før Føbe kommer til den nye menighed, så er vejen ligesom banet for hende, gennem Paulus.

Paulus er meget opmærksom på hele tiden at bekræfte folk i deres tro og i deres tjeneste. I Romerne 16, bliver en rost for sin næstekærlighed (stået mange bi), en for sit store mod (vovet halsen), en for sin karakter (nyder anseelse) og en for ud-holdenhed (stået sin prøve), og en, ja hun er som en mor i menigheden, som tager sig kærligt af folk.

Værdifuld for andre

Jeg tror, at det er noget, vi ofte må minde hinanden om. At den og den er værdifuld i tjenesten. At din tjeneste i menigheden betyder noget for mange. At vi bekræfter hinanden i troen er så vigtigt i et fællesskab, så ingen føler sig glemt i sin tjeneste, føler sig overset som kristen broder eller søster.

Denne opmuntring kan ske ikke blot med ord, men på andre kreative måder at vise hensynsfuldhed og opmærksomhed. Alt ligefra et klap på skulderen, til praktisk hjælp eller ved at give en anden en gave.

Jeg lyttede forleden til noget kristen undervisning på nettet, og lektionen havde titlen “The Sense of Others” - sansen for andre, eller fornemmelsen for andre. Det hele starter her - med en øget opmærksomhed for den anden, den andens behov.

Så vi bør engang imellem standse lidt op og stille os selv et par spørgsmål. Er der personer i kirken, som særligt har behov for et opmuntrende ord i dag? Hvordan kan jeg opmuntre dem til at fortsætte i deres gerning. Er der nogle i kirken, som Jesus har lagt på mit hjerte, som jeg kan styrke og opbygge i troen?