Er kunstig befrugtning i orden?

Af Carsten Thomsen

De etiske problemer ved kunstig befrugtning.

Verdens første reagensglasbarn, Louise Brown, blev født i 1978. Siden har kunstig befrugtning bredt sig alt eftersom lovgivningen i de enkelte lande er blevet mindre restriktiv og metoden mere sikker.

For mange ægtepar, der ikke kan få børn ad naturlig vej, lyder dette som et tillokkende alternativ, men har vi først som samfund accepteret, at befrugtningen kan ske uden for kroppen, åbner der sig nogle uhyggelige perspektiver.

Teknikken bag in-vitro fertilisering, som betyder befrugtning uden for kroppen, er kort fortalt: Kvinden gennemgår hormonbehandling, hvorved der produceres op mod 10-12 æg. Ægcellerne bliver taget ud af kvinden og befrugtet med sædceller i petriskåle. Fosteranlæggene bliver “dyrket” og de bedst egnede kandidater bliver ført tilbage i livmoderen. Risikoen for abort af fostrene øges kraftigt med denne metode.

1. Krav om kontrol

Det er svært at undervurdere den betydning, det har for vort syn på mennesket, at vi har fået kontrol med befrugtningen. Et frosset embryon i flydende nitrogen på et laboratorium tingsliggør på en subtil måde vort forhold til hele livsprocessen. Det nye liv ses nu mere som et produkt af menneskets egen minutiøse planlægning og teknologiske kontrol med befrugtningen.

Ligger der bag kunstig befrugtning ikke et ønske fra mennesket om at tage styringen af livsprocessen ud af hænderne på Gud? Det er som om, at vi ikke vil overlade dette til “tilfældighederne”, “skæbnen” eller “Guds vilje”. Vi skal nok bestemme, hvem der kan være forældre, hvilke børn, der skal fødes, hvornår de skal fødes og hvor mange af dem.

Den enkelte lægger mere og mere vægt på retten til at kunne få fejlfri børn til tiden - ikke kun ægtepar, men også homoseksuelle, ældre og enlige, mens samfundet har en klar interesse i befolkningskontrol, så ingen svært handikappede, der ikke er produktive men behandlingskrævende, bliver født. Og forskermiljøet/erhvervslivet har store økonomiske interesser i at forske i fosteranlæggene, så de ikke sakker agterud i forhold til andre lande.

2. Mange forældre

Kunstig befrugtning åbner for et væld af alternative måder at blive forældre på. I et bibelsk perspektiv er det at blive forældre og få børn ikke en ret eller privilegium alle har. At få børn er en velsignelse af foreningen mellem mand og kvinde indenfor ægteskabets rammer, og det er Guds vilje, at forplantningen sker her.

Disse rammer, hvor et barn vokser op med to biologiske forældre, bliver sprængt med tilbuddet om at kunne modtage donorsæd fra en anonym mand eller donoræg fra en anonym kvinde.

Lad os forestille os et ægtepar, som ikke kan få børn, fordi de er ufrugtbare. Kvinden kan ikke producere æg, og mandens sædkvalitet er for dårlig. Med IVF-metoden kan de få et donoræg og hjælp fra en sædbank. Og måske har kvinden af bekvemmelighedsgrunde slet ikke lyst til at føde barnet selv, så de får fat i en rugemoder.

Nu kan dette barn vokse op med hele fem “forældre” at tage stilling til. To biologiske forældre, to plejeforældre og en rugemoder. Det er et tænkt eksempel, men perspektiverne er skræmmende.

Som kristne tager vi afstand fra enhver tanke om rugemødre, og donorer i forbindelse med kunstig befrugtning. At kvinden bliver gravid med en ukendt mand (godt nok kunstigt) går imod hele det bibelske syn på ægteskabet. Derved bryder man det unikke biologiske bånd mellem forældre og barnet.

Det introducerer en tredjepart i et forhold, som kan give et væld af problemer, bl.a. ægtefællernes forhold til barnet, når det kun er en af dem, som er den biologiske fader eller moder.

Nogle vil indvende at det samme sker ved adoption, men her er der jo tale om et i de fleste tilfælde forældreløst barn, der får tilbudt det gode at få nogle sociale forældre, mens man ved sæd- eller ægdonorer bevidst på forhånd nægter et barn i bedste fald den ene biologiske forældre.

3. Menneskelige hybrider

Et område, som kraftigt må afvises er hele forskningen i menneskelige hybrider eller kimærer, noget som heldigvis stadig er forbudt i de fleste lande. I 2003 kunne kinesiske forskere fortælle, at de havde taget en ægcelle fra en donorkvinde, en ægcelle fra en 30-årig kvinde og blandet dem og derefter befrugtet det med en sædcelle. Barnet vil altså have to biologiske mødre. Eksperimentet mislykkedes dog, da kvinden aborterede.

Der er også hjælp på vej til homoseksuelle mænd. Man eksperimenterer med at befrugte to æg fra en kvinde og smelte æggene sammen til ét individ, som altså begge mænd har et faderskab til.

4. Lesbiske får børn

I Danmark bliver der nu også åbnet for nemmere adgang til IVF-behandlingen, så enlige og lesbiske kan få børn ved hjælp af donorsæd. Det højeste gode i det vestlige samfund er det personlige “frie” valg. Hvem skal fortælle mig, at jeg ikke må få et barn, bare fordi jeg ikke er gift med en mand, lyder argumentationen.

Men samtidig med, at dette ytres, nægter man i sin selviskhed det, som ethvert barn behøver: En fader. En fader er mere end blot donorsæd eller DNA. Og under påberåbelsen af sin personlige frihed påfører man barnet de efterfølgende traumer det er, når det senere hen ønsker at vide, hvem dets biologiske fader er.

I Danmark er der anonymitet både for sæddonorer og ægdonorer. Det er således ikke muligt at finde ud af, hvem ens biologiske fader eller moder er. I Sverige har man ophævet anonymiteten, men en svensk undersøgelse viste for nylig, at kun 10 procent af forældrene fortæller deres børn, at de er kommet til verden ved hjælp af en donor.

5. Fosterreduktion

Et andet problem med kunstig befrugtning er, at kvinden normalt stimuleres med hormoner, så der kan skaffes flere æg til befrugtning. Dette gør man for at øge chancerne for en vellykket graviditet. Blandt de op mod 10-12 befrugtede æg udvælges i dag to-tre æg, som lægges op.

Hvis kvinden bliver gravid med tvillinger, kan hun få foretaget en fosterreduktion. Den udføres ved, at en nål føres gennem den gravides maveskind ind til livmoderen og videre ind i fostrets brystkasse, hvor nålen placeres tæt på eller i fostrets hjerte. Herefter sprøjtes kaliumklorid ind, som får hjertet til at stoppe. Fostret dør og kommer ud sammen med det levende foster ved fødslen. Et bedre ord for det er vel: Fosterdrab.

Det er indlysende absurd, at en kvinde, der ønsker at få børn, går igennem en opslidende og dyr proces med hormonbehandling og kunstig befrugtning for derefter at dræbe overskydende fostre.

Selv Etisk Råd, hvis råd indimellem er en blandet fornøjelse, har set det groteske. De har foreslået, at man forebygger “flerfoldsgraviditeter” ved kun at tillade, at der sættes ét befrugtet æg op i kvindens livmoder, med mindre parret på forhånd erklærer sig villig til at tage imod mere end ét barn. I Danmark udføres der hvert år ca. 30 fosterreduktioner i forbindelse med reagensglas-behandlinger. Årsagen er, at chancen for at få tvillinger ved IVF er 25 procent mod én procent ved normale fødsler.

6. Den stærke overlever

At man har flere befrugtede æg til rådighed åbner op for frasortering af “uegnede” individer. Eller som en Fertilitetsklinik skriver det, “kun de pæne æg” bliver brugt.

Allerede før befrugtningen er det muligt med en frasortering, nemlig hvis manden i forholdet er ufrugtbar og der skal donorsæd til kunstig befrugtning. I Danmark er det lovligt at sortere efter udseende ved at matche sæddoners fysik med manden i det modtagende par, så barnet kommer til at ligne faderen lidt.

Det er også teknisk muligt at bestemme, om det skal være en dreng eller pige, og der eksperimenteres med at udvælge befrugtede æg med særlige anlæg og evner, så man kan sortere efter intelligens eller kreative evner. Både kønssortering og sortering for særlige evner er forbudt i Danmark. I USA er markedet mere frit, og her kan man i dag købe sæd og æg med arvelige anlæg. Hvor effektivt dette er, ved jeg ikke så meget om.

Efter befrugtningen skal man udvælge de to-tre fosteranlæg, som skal lægges op i livmoderen. Her kommer den såkaldte præimplantationsdiagnostik ind i billedet. Man undersøger de befrugtede æg for arvelige sygdomme fx muskelsvind, blødersygdomme, kromosomafvigelser.

På Skejby Sygehus har man nu også åbnet for muligheden at sortere efter en bestemt vævstype. Dermed kan forældre, der har et alvorligt sygt barn, få en kunstig befrugtning, hvor man har udvalgt et fosteranlæg, der senere kan fungere som vævsdonor til det syge barn. Stamceller fra den nyfødtes navlesnorsblod kan så bruges til at kurere den syge søskende. Teknikken er endnu ikke særlig succesfuld.

Man kan selvfølgelig godt forstå, at desperate forældre føler sig fristet til at bruge denne metode, men igen: Man er nødt til at befrugte mange æg, vælge et og destruere de andre.

I 2002 stod en 14-årig pige, der led af aplastisk anæmi, over for dette valg. Men pigen og hendes moder sagde nej til, at moderen fik et donorbarn, der kunne levere den knoglemarv, som hun ikke selv kunne producere. Som pigen sagde i et interview: “Man slår ikke 12 børn ihjel for at redde ét”. (RFM nyt efterår 2002).

Pandoras Æske er lukket op. Hvem bestemmer, hvilke fostre, som må overleve i fremtiden? Det vil skabe et stigende pres på alle, som vælger ikke at få foretaget nogen screening af fosteret. Hvis et mongolbarn bliver født, hvilken stigmatisering udsætter vi disse “uønskede” børn for? Vil vi have et samfund kun for raske, sunde, velfungerende individer? Eller er det ikke snarere en udfordring, at vi må elske alt det liv, der bringes til verden og omfatte det med Guds kærlighed? Det er skabt i Guds billede, og hvem er vi til at fortælle Skaberen, at det ikke er værdigt?

7. Nedfrosne æg

Et andet problem er de overskydende befrugtede æg. Hvad skal vi mene om disse? Er disse små embryoner på størrelse med et knappenålshoved blot celler og væv eller mennesker, som vi har en forpligtelse til at beskytte og værne om?

Svaret gav vi i sidste nr. omkring fosterets status. I et bibelsk perspektiv må vi fra befrugtnings-tidspunktet betragte dette som et menneske. Der er ingen naturlig grænse, vi kan trække, hvor dette foster pludselig bliver til et menneske og omgærdet af retten til at leve. Det har det lige fra befrugtningstidspunktet.

Hvad sker der med disse fosteranlæg? Der er tre muligheder. 1. De fryses ned for at kunne bruges senere. 2. De destrueres. 3. De bliver udnyttet til forskning.

I dag menes der at være opbevaret mindst 100.000 reservefostre i laboratorier alene i EU - i USA menes tallet at være rundt regnet 400.000. Langt de fleste er reserveret til forældre, der måske skal have en ekstra behandling eller prøve at få barn nr. to.

I Danmark har man lov til at nedfryse et æg i to år, men et nyt lovforslag åbner for at forlænge det til fem år. I sig selv er det betænkeligt at adskille befrugtningstidspunktet og fødslen. Mange etiske problemer opstår. F. eks. kan en afdød mand stadig avle børn. Hvem har retten til embryonet i tilfælde af skilsmisse, hvor kvinden efterfølgende ønsker at få lagt embryonet op og selv tage sig af barnet? Hvad med to søskende, som bliver befrugtet på samme tidspunkt, men den ene fryses ned og bliver født langt senere?

I øvrigt knytter der sig til nedfrysning af æg store kommercielle interesser. Da der ikke er nok donoræg i Danmark, tager ægtepar til udlandet. En overlæge på Fertilitetsklinikken ved Skejby Sygehus, skønner, at 40-50 kvinder bliver behandlet med donoræg om året, mens omkring 200-400 barnløse tager til udlandet, hvor de kommer til at betale op til 70.000 kr. for et æg. I USA er denne handel med æg langt mere kommerciel.

8. Destruktion/forskning

Hvis ikke ægteparret inden de to år har benyttet sig af muligheden for at få lagt de resterende nedfrosne æg op, så bliver de enten destrueret eller overgivet til forskning. Det er de færreste befrugtede æg, som egner sig til forskning, og forskermiljøet skriger på flere egnede æg.

Ifølge dansk lovgivning må der forskes på fostre i op til 14 dage efter befrugtningen, hvorefter de skal destrueres - og kun hvis målet er at forbedre teknikker til kunstig befrugtning og til genetisk fosterundersøgelse. I Storbritannien er det også tilladt at bruge disse fosteranlæg til stamcelleforskning.

Forskning på embryoner og stamcelleforskning vil blive taget op mere indgående senere i denne artikelserie. Forskerne argumenterer med, at de befrugtede æg alligevel bliver dræbt, så hvorfor ikke udnytte dem til et godt formål, der kan hjælpe os til at forstå alvorlige sygdomme og helbrede en masse mennesker? Men at reducere et nyt unikt liv, skabt i Guds billede, til et industrielt produkt, til en klump væv, som kan dissekeres efter forgodtbefindende, må vi vende os skarpt imod.

Etisk forsvarligt?

Hvordan skal et kristent barnløst ægtepar så forholde sig til dette? Er det etisk forsvarligt at benytte sig af kunstig befrugtning, hvis de samtidig er overbevist om, at livet starter ved befrugtningen?

I princippet mener jeg godt, at kunstig befrugtning som metode kan forsvares, men det forudsætter, at der ikke bliver befrugtet overskydende æg, som så senere skal nedfryses eller destrueres. Og det forudsætter, at man hverken bruger donoræg eller donorsæd.

Metoden ændrer ikke noget fundamentalt genetisk ved menneskelivet, selvom befrugtningen sker i en petriskål. Jeg siger i princippet, for det er stadigvæk en meget betænkelig metode, som må overvejes seriøst.

Kun hver fjerde IVF-behandling fører til fødsel af et levende barn. Hvis man kun befrugter ét eller to æg (i stedet for de helt op til 10-12 æg, som ikke er ualmindeligt for at finde en egnet “kandidat”), så vil chancen for en vellykket graviditet være langt mindre.

Det er ikke de bedste livsbetingelser, man giver et nyt liv ved kunstig befrugtning, da mange af de befrugtede æg ikke er af tilstrækkelig god kvalitet nok til at kunne sættes op igen. Vil man udsætte det nye liv, som bliver skabt, for den øgede risiko?

Desuden bringer metoden noget kunstigt og unaturligt ind over hele menneskets formering, hvor barnet let kan blive betragtet som et produkt af teknologien. Og den åbner for så megen manipulation og uetiske metoder, at man fristes til at udbryde med dr. theol. Ole Jensen, som kategorisk sagde for nogle år siden: “Afskaf kunstig befrugtning!”:

- Har man først accepteret, at befrugtning kan finde sted uden for livmoderen, kan man ikke længere styre udviklingen. Teknikken bliver en selvstændig magt, bliver dæmonisk - i stedet for at være det, den bør være: Et middel i menneskenes tjeneste.

Han har ret. Over tre årtier med kunstig befrugtning har vist os, at vi ikke kan styre metoden.