Salme 51: At bekende sin synd

Af Carsten Thomsen

Hovedoverskriften over artiklerne om Bibelens klagesange har været: “Bring alt til Gud”. Vi har set på troende, der er kommet med alt det, som forvirrer og plager dem, lidelser, åndelig tørhed, tvivl og anfægtelser.

Nu kommer vi til et nyt klageråb: Vi må bekende vor synd til Gud. Ordet “bekende” kommer af et græsk ord, der betyder “at være enig i” eller “sige ja til”.

Det betyder, at vi siger ja til Guds dom over vor synd. Vi siger: Ja Gud, det er rigtigt, du har ret, når du siger, at det og det i mit liv er synd. Vi forsøger ikke samtidig at bortforklare eller bagatellisere det. Vi giver Gud ret i, at det rigtige ord for det, vi har gjort, er synd. Det er sand bekendelse.

Flere af salmerne i Salmernes Bog hjælper os til at sætte ord på vores anger. De giver os en ramme, vi kan bruge, når vi beder Gud om tilgivelse.

Den største og mest kendte er Salme 51. Den har en forhistorie, et trekantsdrama mellem kong David, den smukke kvinde Batseba og hendes mand, den trofaste soldat Urias. Kort fortalt, så sover David sammen med Batseba og får hendes mand beordret dræbt.

Utroskab, løgne, manipulation, magtovergreb, mord. Listen er lang over Davids synder. Det bliver til slut kongens nære rådgiver Natan, som går til ham og påpeger Davids synder for ham. Og David bryder sammen og erkender sin synd. Og så skriver han denne salme bagefter.

Salmen virker i starten kaotisk - den veksler meget mellem bøn om tilgivelse og bekendelse og overgivelse. Tilsidst i salmen er det som om, at David pludselig standser og indser noget - han siger i vers 19.

Mit offer, Gud, er en sønderbrudt ånd, et sønderbrudt og sønderknust hjerte afviser du ikke, Gud.

Det er det eneste, jeg har at komme med, indser David - han kommer - just som han er. Det her er den hjælpeløses bøn, den magtesløses bøn. Fire centrale ting er en del af det sønderbrudte hjertes bekendelse:

1. Et sønderbrudt hjerte tager ansvar for synden og bekender den ærligt:

Mod dig alene, har jeg syndet. Ja, Gud, siger David egentlig. Du har ret. Det jeg gjorde, var ondt i dine øjne. (v. 6)

Det kan ofte være en længere proces at skulle se i øjnene, at vi har været uærlige, eller såret et andet menneske, eller ikke kan styre vores bitterhed eller at noget i vores liv har magt over os, har taget kontrollen med os. For ofte ønsker vi ikke at blive konfronteret med det.

Nogle gange er der en anden person, der peger på noget, som er galt i vores liv. Og tak Gud for sådanne Natan’er. Andre gange må vi selv gå til en anden person og fortælle om det, vi kæmper med.

I alle tilfælde må vi gå til Gud med det og tage det brudte i vores liv frem foran Gud. Når vi gør det, så sker der ofte noget: Det, som har været gemt i underbevidstheden løftes lige så stille frem i lyset. Vores indre verden bliver mere tydelig for os. Også selv om du ikke nu føler, at du kan komme til Gud. At noget blokerer dig - gør det alligevel. Udskyd det ikke. Løft de gemte ting frem i lyset og vær ærlig omkring dem.

2. Et sønderbrudt hjerte tager imod Guds tilgivelse

Gud, vær mig nådig i din godhed, udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed! (v. 3)

Læg mærke til, hvad David appellerer til her. Intet i ham selv. Det eneste, han appellerer til er Guds karakter. Guds nåde, godhed og barmhjertighed. …og så siger David:

Vask mig fuldstændig ren for skyld, rens mig for synd! (v. 4)

Egentlig kan ordet rens mig for synd godt oversættes SKRUB mig for synd. Så jeg bliver helt ren. Jeg tror, at mange kristne har det rigtig svært lige her. Vi har svært ved at tage imod den tilgivelse, som Gud tilbyder.

Måske fordi vi ofte har svært ved at tilgive os selv. Vores skamfølelse overdøver fuldstændig hans løfter om nåde. Vi føler måske, at vi har fejlet i en sådan grad, at vi ikke kan nærme os Gud.

En anden tvivl kan også opstå i os. Spørgsmål om vores anger. Har jeg nu nok sorg over det, der har fået magt over mig - og som har taget Guds plads? Har jeg angret nok? Er min anger oprigtig?

Nu har jeg bedt om tilgivelse så mange dage i træk og jeg kan ikke få bugt med min vrede, mit begær, min misundelse. Det giver ikke mening at gå endnu engang til Gud.

Men dette kan hurtigt ende i navlepilleri og selvforagt. Vi sætter vores egen subjektive, følelsesmæssige erfaring over Gud selv. Den, han siger, han er. Nådig og barmhjertig og God. Og det Gud tilsiger os: Syndernes forladelse.

Gud tilgiver os ikke på baggrund af, hvor dyb hvor anger er, hvor meget vi vokser i troen eller hvor hurtigt vi bliver af med en synd.

Det gør han alene på grundlag af korset. Det, som Jesus allerede har gjort for os. Båret og taget vor synd.

Esajas 43:25: “For min egen skyld husker jeg ikke på dine synder”. For os er det nærmest uforståeligt. Han husker det ikke. Det er glemt. Det snakker vi ikke mere om. Vi kan hverken gøre fra eller til. Det er alene, fordi Gud er den, han er, at han gør det. God, nådig, barmhjertig.

I bønnebogen “Ovenlys på ensomme dage” har Christel Winther-Nielsen denne bøn:

Herre, jeg bekender for dig, at jeg har svært ved at slippe min synd. Jeg har svært ved at tilgive mig selv, fordi det føles så forkert, at du virkelig ikke husker på min synd.

Jesus, tak fordi du har udslettet og glemt alle mine synder. Tak, fordi jeg ikke kan ændre på det, du allerede har gjort - ligegyldigt hvad jeg gør. Tak, at det var det, du kom til jorden for at gøre, og at dit værk er fuldbragt.

3. Et sønderbrudt hjerte jubler

Forkynd mig fryd og glæde, lad de knogler, du knuste, juble! Lad mig atter frydes over din frelse. (v. 10)

Vi taler om syndens negative konsekvenser, om syndens straf osv. Men vi bliver også nødt til at tale om syndens værdi. At se den i et positivt lys. Ikke synden i sig selv, men det, som Gud ønsker at skabe ud af den situation, vi er i.

Dietrich Bonhoeffer siger, at syndsbekendelsen er “tilintetgørelsen af hovmodet” - Det vidunderlige ved Gud er, at han møder os netop der:

“Jeg bor i det høje og hellige - og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet, for at oplive den nedbøjede ånd og oplive det knuste hjerte. (Es. 57:15-16)

Gud taler ikke hårdt til den knuste. Han bebrejder ikke den angerfulde.

På trods af, at David følte sig helt knust, så ønsker han ikke at forblive nedbøjet. Det påvirkede ham fysisk og åndeligt, men han beder alligevel: Rejs mig op, tal til mit hjerte, tal om din trøst og glæde, beder han.

Åndens fattigdom - hjælpeløshed - disse ting er ikke modsætninger til jubel og fryd - for netop midt i disse ting oplever en kristen den største glæde. Her sætter en troende al sin lid til Gud, her ser han sit store behov for det, som kun Gud kan give.

I Philip Yanceys bog om bøn har han samlet en række almindelige mennesers troserfaringer omkring bøn. En af dem er Juanita fra Spanien. Den handler om, hvordan salme 51 blev til velsignelse. Juanitas skriver:

Jeg flyttede til Brasilien for at læse medicin, fordi jeg ikke kunne komme ind på medicinstudiet i Spanien. At bo langt hjemmefra, begynde et vanskeligt studium og skulle klare sig på et fremmed sprog gjorde det til et meget vanskeligt år. Jeg fandt, at jeg søgte trøst i begær. Brasiliens kultur er gennemsyret af sex, og jeg brugte det som afløb.

Begær ødelagde næsten mit åndelige liv. Jeg følte, at jeg ikke passede ind i Brasilien, jeg var en fiasko, og enhver adgang til Gud syntes blokeret. Jeg følte, at når jeg ikke længere var ren indvendig, var jeg ikke værdig til at komme frem for Gud. Jeg følte mig som en laset rest af den person, jeg engang var.

Til sidst fortalte jeg en kristen ven om mit problem. Han var venlig, dømte mig ikke, men forsikrede mig om, at jeg ikke var den eneste, som kæmpede med begær. Han foreslog, at jeg læste Salme 51 som en vej til helbredelse og tilgivelse.

Salme 51 viste sig at være den bedste salme, jeg kunne have læst. Salmisten beder Gud om at vende ryggen til hans synder, men ikke til ham selv. Første gang jeg læste salmen, græd jeg, jeg skammede mig sådan. Jeg troede ikke, Gud ville se noget som helst andet end mine synder. Jeg følte, at jeg var en stor fejltagelse, så grim, at Gud ikke var i stand til at se på mig, for ikke at tale om at tage imod mig i sine arme.

Så kom jeg til det sted, hvor der står: “Rens mig for synd…Udslet al min skyld.” Jeg begyndte at læse salmen som en bøn, ja, jeg gjorde den til min egen bøn. Rens mig fra synd, udslet min skyld. Jeg har prøvet at læse den hver dag i min stille stund som en bøn til Gud.

Jeg har taget afstand fra de ting, som opmuntrer mit begær. Jeg har bedt Gud om venner, og jeg er begyndt på et bibelstudium med en gruppe brasilianere. En af dem bad for mig og gav mig et knus. Hun sagde, at hun elskede mig. Det er utroligt, hvad et rigtigt knus kan udrette. Når jeg ser tilbage, tror jeg, at ensomhed var mit egentlige problem.

Juanitas egentlige problem var ikke den enkelte synd. Det var ensomhed. Manglende fællesskab. Manglende åbenhed til at dele sit liv. Manglende kærlighed. Bekendelsen gav hende en helt ny selvindsigt.

4. Et sønderbrudt hjerte beder om et nyt hjerte

Skab et rent hjerte i mig, Gud, giv mig på ny en fast ånd! Kast mig ikke bort fra dig, og tag ikke din hellige ånd fra mig! Lad mig atter frydes over din frelse, styrk mig med en villig ånd! (v. 12-14)

David beder om at Gud må nyskabe noget i ham. Giv mig en fast ånd, en villig ånd til at tjene dig - kast mig ikke bort fra dig. Jeg ønsker fællesskab med dig igen. Jeg ønsker et rigere liv i dig, Gud. At være mere brændende.

Keith Green var en ung amerikansk kristen musiker, som i 1970’erne blev sin generations Johannes Døber. Han talte til sin generation af kristne om at overgive sig fuldt og helt til Gud. Han var intens, passioneret, radikal, ligesom titlen på bogen over hans liv, “No Compromise”.

Men når Keith Green så på sit eget liv, så følte han sig som et hykler. Han prædikede ét - og så så han sit eget liv og blev frustreret over den ligegyldighed, han selv følte. Den manglende iver han selv havde. Han ønskede brændende, at Gud skabte en ny villig ånd i ham.

I foråret 1979 skriver han i sin dagbog:

Her sidder jeg og venter. Vantro, frustreret og endda vred på Gud, der får mig til at gå igennem dette. Jeg prædiker imod “letkøbt nåde”, og når det ikke går let, bliver jeg vred på Gud over, at han gør det, jeg prædiker!!!

Oh, det fuldkomne hykleri blandt alt hykleri. Tilgiv mig, Far, bryd mig for din skyld, tal til mig nu. Herre, Jesus, jeg har aldrig været en efterfølger, men nu ønsker jeg at følge dig.

Jeg er mere hjælpeløs end nogensin-de, siden jeg blev frelst. Endnu mere fordi jeg ikke har noget kristent håb i mig selv. Jeg kan ikke bede. Jeg skriger indvendig, men ikke nok til at græde.

Tre måneder efter kommer der et gennembrud i hans kamp og han skriver:

For første gang i månedsvis vågnede jeg op med fred - virkelig fred. Jeg kan søge Herren nu, for en Guds engel har været og tjent mig. Jeg elsker Gud så meget, at mit hjerte strømmer over med en stille, blid glæde.

Mine øjne svømmer med tårer over den fred, der er i min sjæl. Min tro er fornyet. Mit ønske om at have fællesskab med Gud og gå i forbøn for sjæle er fornyet med kraft. Min tørst efter Guds Ord er tiltaget enormt.

Vi føler, at Keith Greens liv blev for kort. Han døde kun 28 år gammel. Tre år efter han skrev disse ord.

Han og to af hans børn var om bord på et privatfly, som styrtede ned - et andet ægtepar og deres seks børn var også om bord. De døde alle. Hjemme stod Keiths kone Melody Green alene tilbage med deres tredje barn på et år, og hun var samtidig gravid og ventede deres fjerde barn.

Men Keith Greens liv fik næsten mere indflydelse efter hans død. Det ramte mange kristne enormt - og mange overgav sig på ny til Gud. En af de melodier han komponerede er fra disse vers i Salme 51. “Create in me, a new heart”. Davids bøn blev Keith Greens bøn. Skab i mig et rent hjerte.

Create in me a clean heart, oh God

And renew a right spirit within me

Cast me not away from Thy presence, oh, Lord

And take not Thy Holy Spirit from me

Restore unto me the joy of Thy salvation

And renew a right spirit within me.