De hellige byer og det fuldkomne tilflugtssted

Af Helen Fuglsang Kock

Et ældre prædikant sagde for år tilbage til mig, at Det Nye Testamente er set i Det Gamle - og det Gamle Testamente er åbenbaret i det nye.

Denne sætning har jeg altid undret mig over og kan fortsat fortabe mig i, når jeg får ro til eftertanke og i stilheden mærker den sandhed, som han prøvede at få sat i tale.

Dengang forstod jeg ikke freden og dybden i dette, men jeg vil her prøve at uddybe noget af den fantastiske hemmelighed, der er gemt i denne sandhed.

Seks tilflugtsbyer

I Josvabogen 20 læser vi om tilflugtsbyerne. Der var tale om tre byer vest for Jordanfloden (v. 7) og tre byer øst for Jordanfloden (v. 8).

Ser man på et kort over Israel ligger disse seks byer godt fordelt ud over landet. I disse byer kunne både israelitterne og de fremmede blandt dem være i sikkerhed for hævnmordere, hvis de ved et uheld var kommet til at slå et andet menneske ihjel (v.9).

Herren havde talt til Josva (v. 1-3) og mindet ham om, hvad han allerede havde talt til Moses, som vi læser det i 4. Mosebog 35. Beskrevet hos Josva, står der: Hvis nogen ved et uheld kommer til at slå et andet menneske ihjel, kan han flygte til en af disse byer, så han er i sikkerhed for den dræbtes slægtninge, som vil hævne drabet (v.3).

Men hvis der er tale om et uheld, hvor en person uforvarende kommer til at skubbe til en anden eller ramme ham med en sten eller noget andet, så han dør, skal domstolen afgøre, hvorvidt der er tale om uagtsomt manddrab eller mord. (4. Mos. 35).

Det vil altså sige, at Herren havde lagt det sådan tilrette, at en person, der var skyldig i uagtsomt manddrab, kunne flygte til en af disse tilflugtsbyer for at undgå at blive dræbt af blodhævnere.

Konsekvenser af handlinger

Tænk hvor ofte vi mennesker kommer til at handle på en måde, som vi slet ikke havde tænkt på konsekvenserne af, og hvor ofte vi kommer til at gøre ting, sige ord eller handle på en sådan måde, som må betragtes som uheld.

Flere med mig er nok ikke stolt af den sandhed i vores eget liv og omkring vores nærmeste, som har været genstand for uheld af mere eller mindre alvorlig karakter.

Det hænder også, at jeg er genstand for andres uheld, og her er det tydeligt, at folk ofte ikke gør det med vilje eller gennemtænker konsekvenserne. Og det er slet ikke så let at leve med, selvom det måske alligevel forholder sig sådan.

Når man ser på den oprindelige forståelse af, hvad en tilflugtsby kunne bruges til, er der megen trøst at hente i denne sandhed. Herren vidste, hvordan vi mennesker begår uheld og kommer til at gøre ting, som ikke var meningen. Selv når vi taler om det alvorlige at tage et andet menneskes liv. I Det Gamle Testamente kunne man flygte til en sådan tilflugtsby.

Ypperstepræsten sonede

Når drabsmanden ankom til en af disse byer, skulle han til byrådet fortælle, hvad der var sket. Derefter skulle han stilles for retten, men inden sagen var afgjort, skulle de lade ham få adgang til byen og give ham husly (v. 4.). Og drabsmanden skulle blive i byen, indtil han blev stillet for retten og sagen var afgjort.

Selvom han blev kendt uskyldig, kunne han ikke forlade byen, før den mand, der var ypperstepræst, da ulykken skete, var død (v. 6). Og hvis en drabsmand forlod tilflugtsbyen, havde blodhævneren ret til at slå ham ihjel (jf. 4. Mos. 35:26-28). Det var først efter ypperstepræstens død, at han kunne vende tilbage til sit hjem.

Så ypperstepræsten bragte ikke bare et offer, som kunne sone synden. Det var ypperstepræstens død, som sonede for et uagtsomme manddrab eller det drab, som ikke var gjort med vilje.

Pointen er, at vi alle kan gøre ting, sige noget eller handle uagtsomt. Ja sågar gøre uheldige ting uden at have overvejet konsekvenserne grundigt inden! Også for os er der en nøje sammenhæng mellem vores uheld og henvisningen til den ypperstepræst, som var i byen på det tidspunkt.

Lad os bevæge os til Hebræerbrevet 6:19:

“Visheden om frelse er som et anker for sjælen, et anker, der når helt ind i Guds nærvær, bag forhænget ind til det inderste rum i den himmelske helligdom, hvor det er gjort urokkelig fast”. Og i vers 20 står der: “Jesus gik jo forud for os ind i Guds nærvær for dér at tjene som vores evige ypperstepræst efter Melkizedeks forbillede”.

Jesus - vort tilflugtssted

Det ubegribelige i denne sammenligning er, at vi pludselig ser, at vi også har en ypperstepræst i vores tilflugtsby. Der hvor vi kan ty hen, når vi har handlet i uheld eller på anden vis er gjort skyldige over for andre omkring os, lige der er vores ypperstepræst den evige ypperstepræst.

Det er sagt, at det er efter Melkizedeks forbillede, og hermed viser der sig endnu en hemmelighed. I Heb. 7:8b står: “Men om Melkizedek fortælles der ikke om nogen afslutning på hans liv”.

Jesus erstatter dermed det gamle jødiske system med noget helt nyt. Ordningen med tilflugtsbyerne viser os, at vi som mennesker har brug for et sted at kunne flygte hen, men ”hvis den ordning havde kunnet føre os til målet, havde Gud ikke haft nogen grund til at sende Kristus som en evig præst efter Melkizedeks forbillede” Heb. 7:11.

Endelig giver billedet med tilflugtsbyerne os et nyt perspektiv på, at Kristus er vores ypperstepræst i den nye og bedre ordning. I Heb. 9:15 står der at ”formålet med, at Kristus formidlede en ny pagt, var, at han gennem sin død kunne skabe forsoning for alle de synder, der blev begået under den gamle pagt, så de mennesker Gud kalder på, kan få opfyldt det løfte om evige velsignelser, som Gud havde givet”.

Sikke en dybere mening, det giver, at læse Hebr. 10:21-23:

”Da vi nu som Guds folk har en så fantastisk ypperstepræst, så lad os med oprigtigt hjerte og i troens faste overbevisning gå ind i Guds nærvær. Vi har jo fået en ren samvittighed, efter at vi er bestænket med Jesu blod, og efter at vi er blevet renset med rent vand. Lad os urokkeligt holde fast ved det håb om evigt liv, vi er kommet til tro på. Gud er nemlig trofast og holder, hvad han lover!”