Hvorfor hører Gud bøn?

Af Louis Nielsen

“I beder dårligt kun for at ødsle det bort i jeres lyster.” (Jak. 4:3)

“En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er” (Jak. 5:16)

Der er unægtelig en stor forskel mellem overskriftens to udsagn. Det rejser samtidig spørgsmålet, hvorfor hører Gud vor bøn? Hører han os på grund af vores fortræffeligheder, eller er det snarere den anden vej rundt?

Er det fordi, han er en barmhjertig og god Gud, at han også er en bønhørende Gud? eller hvordan forholder det sig nu med det?

Der er gennem tiderne skrevet meget om bøn, aflagt mange vidnesbyrd om bøn, sunget mange salmer og sange om bøn, udsendt talrige opfordringer til at bede mere, bede udholdende, holde bønnevagter, samles til bøn, faste og så fremdeles.

Der kommer let noget maratonagtig over det, en underforståelse af, at hvis det virkelig skal batte, må der ”sved, blod og tårer til” og en spægelse af sig selv. Og helt forkert er det ikke, og så dog alligevel? Bibelen taler jo om at stride, kæmpe og være udholdende og vedholdende i bønnen.

Bibelen inddrager også somme tider faste i bønnen. Og Bibelen taler om bøn under tårer og om bøn som ”høje råb og tårer og anråbelser”; tænk bare på Herrens bønnekamp i Getsemane, eller på de gange i sine breve, hvor Paulus vidner om sin hårde kamp for de kristne og menighederne.

Alt det bør vi ikke overse, og uden tvivl vil der være perioder i vort liv og i kirkens liv, hvor bønnen antager den karakter. Og måske skulle det endda indtræffe oftere end det gør. For ærlig talt, er vi ikke ofte sløve og svære at trække op, når det gælder bøn?

Gud kender vore behov

Alligevel mener jeg, at vi tager fejl, hvis vi lader vores hovedfokus på bøn falde på den betoning. Og jeg mener, at jeg har Bibelen med mig, når jeg skriver det.

”Søg Herren, når han er at finde, kald på ham, når han er nær” står der skrevet i Esajas 55:6; ”Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig” læser vi i Salme 50:15;

”Bed, så skal der gives jer; søg, så skal I finde; bank på, så skal der lukkes op for jer. For enhver, som beder, får; og den, som søger finder, og den, som banker på, lukkes der op for” (Matt 7:7-8) siger Jesus.

”For at de (hedningerne) skulle søge Gud, om de kunne famle sig frem og finde ham, som dog ikke er langt borte fra en eneste af os” (ApG 17:27) prædiker Paulus i sin berømte prædiken på Areopagos i Athen.

Helt tilbage i den allertidligste historie læser vi: ”Dengang begyndte man at påkalde Herrens navn” (1 Mos 4:26).

Èn ting er sikker, Gud hører os ikke på grund af vore mange ord, han hører os heller ikke på grund af nogen iboende retfærdighed i os, han hører os heller ikke på grund af vor høje sociale status; han hører os ikke på grund af nogen evne og egenskab hos os som f.eks. vor religiøsitet, han hører os ikke på grund af de rigtige ord eller andre fromhedsøvelser, vi måtte dyrke i vort håb om at nå frem til ham.

Hvorfor hører han os så? Alene på grund af, at han er den, han er, en nåderig, trofast, tilgivende Gud, som kender vor skabning og kender vort behov for ham. Ja, han kender og ved om vort behov for ham, for han har jo skabt os i denne dybe afhængighed af ham, som er al hans skabnings og allermest menneskets.

Men vi ved det ikke, tværtimod har alle vore bestræbelser siden syndefaldets dage været optaget af at fjerne os mere og mere fra ham og gøre os mere og mere uafhængige af ham, et forhold som ikke mindst præger den tid vi lever i lige nu.

Men Gud ønsker, vi skal søge ham, og han byder os velkomne hos sig. Faktisk ærer vi ham, når vi søger ham og dermed tilkendegiver, at vi godt ved, at vi behøver ham og trænger til ham.

Vi har, når vi beder, som redaktør Anna Libak for nylig sagde i et interview i Kristeligt Dagblad, i virkeligheden givet afkald ”på det at vide bedst”, den afgørelse har vi lagt i vor Skabers hånd. Og det er vel nærmest det modsatte af det, som hændte ved syndefaldet.

Bøn bliver dermed også den mest naturlige ting i vort liv, selv om tidens jag og vores ego og selvtilstrækkelighed ustandselig gør alt, hvad de kan for at hindre os i at bede. Derfor er bøn ofte omgivet af kamp, også selvom tilskyndelsen til at bede skulle være det mest naturlige og selvfølgelige for os.

Bøn ikke en præstation

I Fadervor eller Herrens bøn lærer Jesus os alt, hvad der er væsentligt om bøn, om at sætte Guds navn, Guds rige og Guds ære og herlighed foran alt andet, men dernæst også om dagligdagens fornødenheder, om Guds beskyttelse mod fristelser og fald og om vores udsathed når og hvis det onde angriber os, og også om vort behov for tilgivelse og for selv at tilgive.

Igen er der intet her, som antyder, at bøn skulle være en præstation eller noget kun særligt fromme og hengivne mennesker kan hengive sig til. Tværtimod, bønnen er for syndere som dig og mig, som erkender, at vi har synd og derfor behøver både at få tilgivelse for synd og blive bevaret for synd.

Jesus lærte os også, at det er i hans navn, vi skal bede, og i hans navn vor bøn er hørt. ”I Jesu navn” er ikke en slags trylleformular eller et sesam! sesam! ved hvis udtalelse Himlens port springer op.

Nej, ligesom flere andre ord af Jesus understreger det, at han er det nødvendige mellemled mellem os og Gud, at det er ved ham, at vi kommer til Gud, ved ham at vi frelses og ved ham, vi nu er Guds børn og Guds arvinger.

Grundtvig har udtrykt det så stærkt og så godt i en af sine salmer: ”Kun i det navn vor bøn er hørt, kun i det navn Guds ord er ført, taler Guds Ånden og trøster”.

Det vil være godt og frigørende for os alle, hvis det ”jeg/ os” fokus, der ofte kan samle sig om bønnens liv, flyttede sig og blev et ”Gud/ Jesus” fokus. At bevidstheden om hvem, vi beder til øgedes hos os, og vi ganske enkelt ”udøste vore hjerter” for Gud og ikke følte os forpligtede til at komme med en række forklaringer på, hvorfor vi beder som vi gør.

Vi trænger ganske enkelt til Gud, til at vide, at han elsker os og nærer faderomsorg for os, vide at vi er hos ham og ingen kan rive os ud af hans hånd, vide, at han er vor skaber, vor Frelser, vor Almagts nådige og barmhjertige Frelser og Gud. Og det er alt nok, ingen forklaringer eller falbelader behøver at føjes til.

Meget ofte mangler vi ord, og meget ofte ved vi dårligt nok, hvad vi skal bede om. Så svage og hjælpeløse er vi, og vi véd kun dette ene, at vi trænger til Gud. Og så møder hans ord os og fortæller os, at sådan har mange før os oplevet det, har bare ”kaldt på ham fra det dybe”, og han har svaret dem, han som kender hjerterne, fordi hans Ånd bor i de samme hjerter, så Helligånden bærer vore suk og vore bønner ind for Guds trone.

I det hele taget er det vidunderligt at vide, at ikke alene Helligånden assisterer og hjælper os med at bede, men at vi også har en ypperstepræst og talsmand hos Gud, som går i forbøn for os.